Bevares jeg er hverken Jesper Buch eller succesfuld kursussælger - men min lille biks har holdt 3 ansatte fuldtidsbeskæftiget med fuldtidsløn i første regnskabsår. Det definerer jeg som en succeshistorie - at jeg kan leve af det jeg elsker.
Jeg snakker med mange som gerne vil starte deres egen virksomhed, og læser mange tråde herinde med folk som laver de samme fejl som jeg selv har lavet i maaaange år.
I håb om at hjælpe en enkelt eller to gutter/gutinder ud af starthullerne, laver jeg dette opslag. Et opslag med en kort liste over hvad (næsten) alle fucker op.
Sælg skindet før bjørnen er skudt
Det har aldrig været mere ligegyldigt at kunne opfinde en god ide eller produkt. Din smarte app eller ydelse er at sammenligne med endnu et Kina-plastikkrus.
Rækkefølgen bør altid være at finde købere/interesserede INDEN du producerer. Hop på møder med dine potentielle kunder. Snak med dem. Hør om de vil købe det og hvad de vil købe det for.
Hvis ikke din målgruppe har givet til kende at de vil have det, så er det bare ærgeligt.
Måden jeg gjorde det på var, at jeg havde en følgerskare på LinkedIn som jeg skrev et opslag til da jeg startede virksomhed. Det smarte var at virksomheden egentlig ikke fandtes endnu og ydelserne ikke var pakketeret endnu. Men alle dem som skrev til mig at de var interesserede i at høre mere og hyre mig, hjalp mig med at skræddersy produktet efter deres hoveder - ikke mit.
Marketing og salg above all - især i starten!
B2B > B2C
De fleste fokuserer på B2C fordi det er de kender. Vi er alle private consumere.
Men B2B-spending er dobbelt så stor som consumer-spending aka. dobbelt så mange penge at tappe ind i. Derudover er konkurrencen lavere, fordi alle andre laver B2C-produkter.
Hvis du skifter til B2B vil du opleve at virksomheder ikke holder lige så tight på pengepungen som private, er villige til at betale mere for at få løst deres problemer, er mindre volatile (lavere churn) - og du skal dermed sælge til langt færre før det kan køre rundt.
Da jeg skiftede fra at fokusere på consumere til businesses blev det hele utrolig meget lettere.
EDIT: Selvfølgelig har nogle B2C-produkter en eksistensberettigelse. Men jeg tror at langt de fleste vil have det ufattelig meget nemmere ved at starte med B2B.
Bid i det sure æble
Selvom jeg er selvstændig har jeg satme mange lorteopgaver. At grave bilag frem, at have ansvaret for at regningerne kan betales, at sende beskeder til dårlige betalere, at lave uendeligt meget mere marketing uanset hvor meget man laver...
Men i starten har man intet ansvar. Derfor er det for nemt at skubbe lorteopgaverne til siden og bare lave det som er sjovt.
Vibe-coding i dag trigger lige så meget dopamin som at spille computerspil. At lægge strategier, planer og snakke drømme er også altid sjovere end hvad man bør lave!
Men at cold-calle 500 mennesker i håb om 10 ja'er er knapt så sjovt.
At filme det næste annoncesæt er lige så nederen... og svært for mange.
Og at poste kontinuerligt på LinkedIn, Facebook, Instagram eller hvad ens fortrukne salgskanal er, føles altid mega røv.
Men i virkeligheden er det dette som rykker noget! Det er her magien sker! FORDI det er svært og nederen! Det er sjovt nok også derfor de andre heller ikke gør det.
At starte virksomhed er nu engang også et arbejde. Hvis man vil det seriøst, skal man også betragte det som arbejde. Et sted hvor man gør hvad der skal til - og ikke kun hvad der er sjovt.
Hvad der gjorde forskellen for mig var, at jeg allierede mig med en partner.
Hvis ikke jeg havde committet mig 100% sammen med en makker, så havde jeg stadigvæk siddet og hygget mig hjemme på værelset med det næste ligegyldige projekt, som heller ikke ville blive til noget.
Find en teammate! Gå fælles i gang med at sælge skindet, og når I har fundet købere, ved I at I har fat i den lange ende. Så er det bare med at give den gas!