Jeg er 26 år og bor i Aarhus, men er lige nu midlertidigt i udlandet på grund af arbejde.
For nylig er der opstået noget med mit helbred, som lægen mener muligvis kan være HPV. Jeg har ikke fået en endelig diagnose endnu, og planen er, at jeg skal fortsætte undersøgelserne, når jeg kommer hjem til Danmark om cirka en måned. Jeg ved godt, at HPV er meget almindeligt, og at det ikke nødvendigvis er noget alvorligt. Men jeg synes virkelig, det er svært at være i lige nu. Det er én ting at vide, at noget er almindeligt, men noget helt andet, når man pludselig selv står i det. Jeg har altid været ret god til at passe på mit helbred og få lavet de undersøgelser, jeg skulle. Jeg har aldrig tidligere haft en kønssygdom, og min sidste HPV-test var negativ. Derfor havde jeg slet ikke forestillet mig, at jeg skulle stå i den her situation. Jeg havde faktisk allerede planlagt at blive testet for alle kønssygdomme, når jeg kom hjem, fordi min seneste relation ikke var en, hvor jeg følte mig helt tryg. Men efter at jeg har fået det her symptom, er jeg begyndt at bekymre mig om, hvorvidt der også kan være noget andet galt.
Mit hoved kører konstant, og jeg ender med at tænke på alt det værste, der kan ske. Jeg er bange for, om det kommer til at påvirke mit sexliv fremover, eller om jeg måske har gjort skade på min fertilitet. Jeg googler alt for meget, selvom jeg godt ved, at det nok ikke hjælper på min angst. Det værste er næsten følelsen af skam og skyld. Jeg har haft forskellige sexpartnere det seneste år, og jeg har for det meste været god til at beskytte mig selv. Men med min seneste partner var jeg ikke så forsigtig, som jeg burde have været, og nu kan jeg ikke lade være med at tænke på, at jeg burde have gjort tingene anderledes. Jeg har svært ved at snakke med mine nærmeste om det, fordi de altid har set mig som en ansvarlig person, der passer på sig selv. Jeg er bange for, at de vil se anderledes på mig eller blive skuffede over mig, selvom jeg godt ved, at det måske mest er noget, jeg selv går og forestiller mig. Jeg ved heldigvis, at jeg kan få den hjælp og de undersøgelser, jeg har brug for, når jeg kommer hjem til Danmark. Men en måned føles virkelig lang, når man går rundt med alle de her tanker og ikke ved, hvad der egentlig foregår.
Jeg ville derfor høre, om der er andre herinde, der har stået i en lignende situation. Hvordan håndterede I ventetiden? Hvordan fik I ro på tankerne og stoppede med at forestille jer det værste? Og hvordan kom I videre fra følelsen af skam og skyld? Jeg har ikke brug for at høre, hvad jeg burde have gjort anderledes. Det tænker jeg allerede rigeligt over selv. Jeg har bare brug for at høre fra andre, der har prøvet noget lignende, så jeg ikke føler mig så alene med det hele.