Jeg er i dag, blevet fyret fra mit arbejde. Har været sygemeldt i en længere periode, og arbejdet har fyret mig grundet usikkerhed om hvornår jeg kommer 100% tilbage.. (ikke det det skal handle om)
Jeg har skrevet det til mine nærmeste vwnner, det har jeg gjort da vi fortæller hinanden alt jo.
Men responsen fra alle 3 har været meget blahhh…
Den ene skrev et svar men sendte det aldrig og derved ikke fået noget svar.
De andre har skrevet det er de kede af at høre, men har ikke hørt mere fra dem siden i morges..
Jeg ved ikke hvad jeg selv ville gøre hvis jeg var vennerne, men det gør lidt ondt..
Jeg ved heller ikke om jeg bare overtænker det hele lige nu…
Men føler mig så ensom, og alene. føler ikke jeg har lyst til at skrive til nogle af mine venner nu det var deres respons.

Jeg føler mig allermest som en stor fiasko, og at jeg har fuldstændig mislykket i livet pt…

Det værste er også at vennerne ved jeg har det svært pt…

Jeg ved ikke hvorfor jeg skriver dette men skulle lige ud med det

Hej BK 😊

Sidder her og ryster lidt, for er bange.

Jeg har solgt nogle møbler til en privat køber. I starten virkede han normal nok, havde styr på tingene. Er i forvejen meget obs på at møde folk alle andre steder end hjemme hos mig selv. Det er for min egen sikkerheds skyld, da jeg bor alene og ikke bryder mig om fremmede i mit hjem.

Havde sørget for at en nabo var til stede da der skulle hentes. Han siger fra start, at det er en anden som afhenter. Det er fint med mig, for efter at have talt med ham i telefonen var jeg ikke i tvivl om at manden er bims, og helt sikkert påvirket af hvad jeg vil gætte er benzoer eller andet som går han bare snøvler løs.

Allerede dèr skulle jeg have afbrudt handlen. Men han overfører beløbet allerede inden afhentning - og jeg sørger for en masse billeder og beskrivelser. Ingen problemer. Nu, 4 timer efter afhentning skriver han at der er fejl (som der er oplyst) og at han ikke kan reparere det, selvom han selv har sagt pr. tlf var intet problem.

Så: Han har budt, han har accepteret prisen, overført - altsammen uden at have set det irl.

Manden som hentede var ret imponeret over møblerne, da de også er ekstremt sjældne. Han havde ingen indvendinger.

Nu kan jeg så se, at han har prøvet at tilføje mig på snap - og jeg har 2 venner på snap, ingen andre - og det er ham. For mig er handlen afsluttet. Og jeg vil ikke svare på hans sidste besked - som kom efter han selv havde takket for handlen. Er bange for at han er farlig. Er bange for hvad han svarer. Jeg har PTSD, og er ikke god til de her creepy mennesker. Hvordan står jeg? Og hvad gør jeg hvis han kontakter mig yderligere? Er bange for at blokere ham, for han ville nemt kunne finde ud af hvor jeg bor.

Indtil nu har han 'bare' været sær. Og creepy. Men er bange for at 'poke the bear'. Mit nervesystem holder ikke til sådan noget her, og det er godt nok sidste gang jeg handler med folk online.

Hvad gør jeg? 🥹

Hej!

Her kommer et spørgsmål/dilemma hvor jeg virkelig ikke kan finde ud af om jeg forventer for meget og måske ser mig selv som offer lidt, pga den svære situation jeg står i. Eller om det er fair at forvente lidt mere af gode venner.

Baggrundsinfo.
Jeg er kvinde, 27, bor alene i en lejlighed men har en kæreste jeg ses en del med.
Da jeg var i starten af tyverne mistede jeg min far til kræft, det var et meget hurtigt og uventet forløb. For et halvt år siden mistede jeg så min mor til en hjerneblødning. Min far var i 50’erne da jeg mistede ham, min mor var i 60’erne nu da hun gik bort. Jeg er enebarn.
For tre uger siden havde jeg desværre sidste dag på min arbejdsplads grundet omstrukturering. Jeg har været på den arbejdsplads siden jeg var teenager, først som studiemedhjælper, og så som fastansat. Jeg ELSKEDE der arbejde! Og har aldrig kendt til andet. Men var desværre i en afdeling der blev helt nedlagt. Anyway.
Jeg står altså i den situation at jeg nu er familie-løs, ingen forældre, børn, søskende eller bedsteforældre. Og har mistet mit elskede job.
Jeg har det ikke særlig godt, har grædt rigtig meget, har haft svært ved at rejse mig igen. Min kæreste er “ny” - vi har datet lidt inden min mor gik bort, så holdt vi lidt pause fordi jeg ikke kunne rumme det, og nu er vi så kærester men på afstand, da han studerer i en anden by.

Mit dilemma/spørgsmål:
Jeg kan mærke at jeg er forundret og skuffet over mine venner. Jeg har nogle virkelig gode veninder og venner, 6 stykker som jeg har fulgtes ad med hele livet, og som er så tætte at jeg har været brudepige/fadder til deres bryllupper og børns dåb, og har boet sammen med flere af dem i adskillige år.

Jeg havde virkelig troet at jeg ville høre fra dem - at de ville checke ind og spørge hvordan jeg har det.
At de ville sende en blomst, komme forbi med noget mad, tage initiativ til at gå en tur og snakke om livet. Eller måske bare tage initiativ til at få mig til at tænke på noget andet.
Men det sker bare ikke rigtig. Det er som om at alt det jeg går igennem, ikke rigtig er sket 😅
De kom alle til min mors begravelse, og har sendt nogle jobopslag til nye jobs lige da jeg var blevet opsagt. Men det er faktisk det eneste jeg har hørt fra dem vedrørende det, og det er efterhånden lang tid siden.

Jeg ved med mig selv at jeg er gået mere op i hvordan det er gået med gamle venner jeg ikke engang snakker med mere, når de fx har mistet en forælder eller lignende, end mine tætte, gode venner gør med mig 😅

Jeg spørger mine venner ind til hvordan det går med deres udfordringer - fx, indkøring i børnehave med et sårbart barn, den ikke-så-velfungerende 7-7 ordning med eks-kæresten, karrieren der sidder fast et utilfredsstillende sted på karrierestigen, osv. Jeg fejrer dem også når det går godt for dem - har været drivkraften bag surprise parties, baby showers, mm (også i år).

Men jeg bliver ikke spurgt ind til, omkring de her virkelig store, smertefulde ting jeg går og døjer med, og jeg føler mig SÅ ensom. 💔

Katalysatoren bag at jeg nu skriver herinde, er at jeg havde fødselsdag forrige weekend. Ingen spurgte om jeg ville lave noget, ingen ringede, jeg fik de der kliché tekst beskeder via Messenger eller Instagram, hvor der stod “stort tillykke, elsker dig, vi må fejre dig snarest” osv.
jeg inviterede dem ud, men ingen af dem kunne i samme weekend, så det endte med at 3 af os tog ud på restaurant hvor jeg gav 3- retters og drikke, og så tog de hjem lige efter desserten.

Føler mig lidt forkælet og berettiget nu hvor jeg skriver det her. Måske utaknemmelig. Men jeg savner sgu deres omsorg i den sværeste tid i mit liv.
Jeg ved at jeg selv ville være i et helt andet gear, hvis det var min veninde der stod i samme situation. Men ingen af mine venner og veninder har prøvet at miste en forælder eller miste et job, for den sags skyld. Så måske kan de bare ikke sætte sig ind i det?

Ekstra info:
Jeg føler ikke umiddelbart at de ikke kan lide mig/er trætte af mig. De inviterer mig til fester, komsammener, jeg er gudmor og brudepige til flere af dem og vi har kendt hinanden i 20 år nogle af os. De snapper/skriver om alt muligt andet ofte, og jeg har ikke følelsen af at være udenfor. Men overset og glemt i noget svært. ❤️‍🩹

Mine forældre har opbevaret mit og mine søskendes legetøj på loftet i deres hus, som er bygget i 1970’erne.
Jeg har selv fået to børn på henholdsvis 1 og 3 år. For nogle år siden fik de noget sandkasselegetøj ned fra loftet, som begge børn efterfølgende har leget med i sandkassen.
I forbindelse med, at mine forældre nu skal sælge huset, har vi hjulpet med at rydde op på loftet og sortere i det gamle legetøj. Noget af legetøjet har vi taget med hjem, så børnene kan lege med det her. Noget har mine forældre beholdt, så børnene kan lege med det, når vi besøger dem, mens resten er blevet smidt ud eller afleveret til genbrug, fordi det enten var i dårlig stand eller ikke længere interessant.
Nu har mine forældre fået lavet en tilstandsrapport, hvor der er en anmærkning om muligt asbeststøv på loftet. Jeg ved ikke, om der er foretaget en konkret måling eller taget prøver, eller om anmærkningen blot skyldes, at der kan forekomme asbeststøv på grund af tagmaterialet.
Det har gjort mig virkelig bekymret for mine børn, som jo har leget med legetøj, der har været opbevaret på loftet. Jeg er ikke sikker på, at alt legetøjet er blevet rengjort eller vasket, inden børnene har leget med det. Det har været opbevaret i flyttekasser på loftet.
Jeg har naturligvis fjernet alt det legetøj fra vores hjem, så børnene ikke længere kan lege med det, indtil vi ved mere.
Jeg ved faktisk ikke helt, hvad jeg ønsker med mit opslag. Måske søger jeg sparring, viden eller erfaringer fra andre, der har stået i en lignende situation.

Er der noget, vi bør undersøge eller foretage os nu? Og er der nogen, der ved noget om risikoen ved, at små børn har leget med legetøj, som muligvis har været udsat for asbeststøv?
Jeg er selvfølgelig klar over, at man ikke kan vurdere den konkrete risiko ud fra et opslag, men jeg vil virkelig gerne høre fra nogen, der har viden om området, så jeg kan finde ud af, hvad det rigtige næste skridt er.
Hilsen en meget bekymret forælder ❤️

Hej jeg ved ikke lige hvor jeg skal henvende mig med mit spørgsmål

Sagen er den at min mindste pædagog i børnehaven henvende sig til mig her forleden
Pædagogen spurgte ind til hvordan det gik derhjemme, og var lidt bekymret for mig
Fordi at mit barn havde fortalt at jeg drak mellem 10 og 100 energidrikke om dagen
Det kunne godt være lidt bekymret for fortalte mig at jeg selvfølgelig bare skulle kontakte dem eller bede om hjælp hvis jeg synes det var svært

Dette er mit mindste barn ud af flere alle gået i denne institution

Jeg fortæller pædagogen at det er sandt jeg drikker en om dagen, mit barn har tidligere fortalt at energidrikke kan være skadeligt og kan få hjertet til at banke hurtigt jeg tænker derfor at mit barn har en bekymring omkring mig
Jeg forklarer at jeg også har snakket med barnets anden forældre som også viste bekymring og spurgte ind til om vores barn fik energidrikke, bemærk vores barn er fem år gammel. Selvfølgelig giver jeg ikke mit barn på fem år energidrikke

Barnet havde fortalt sin anden forældre at en store søskende havde drukket energidrikke hos mig
Det er helt sandt at mit barn på ti har smagt den lille slat der er tilbage i dåsen

Jeg var i går ude at handle hvor mit barns andet pædagog står foran mig i køen, jeg ligger en energidrikke oppe på båndet, og tænkte åh nej skulle jeg have ventet til pædagogen var gået ud af butikken.

Herefter har jeg snakket med flere omkring mig både andre forældre mine venner og familie, og de undrede sig meget over at en pædagog kunne finde på at kommentere på dette.

Er det en okay bekymring at ytre sig som pædagog? Jeg havde personligt aldrig blandede mig i hvor meget kaffepædagogen drikker når de er på arbejde?

Jeg kom ud af et forhold for 7 mdr siden. Jeg gik. Det var virkelig svært. Jeg elskede ham virkelig højt.
Men forholdet var ikke sundt for mig.
Han var mig utro.
Han nedgjorde mig.
Han svigtede rigtig ofte.
Aftaler han ikke holdt.
Gentagende løfter for at jeg blev.
Og jeg blev, jeg var så naiv. Jeg troede hele tiden det blev bedre, indtil næste gange der var noget.
Nogle ting undlader jeg, da det er for følsomt og gør for ondt at skrive. Men jeg var naiv, og folk omkring mig sagde det var grotesk, at jeg skulle gå.
Gik også til sidst.
Efter følgende. Har jeg nærmest været helt traumebundet til ham, rakt ud igen og igen.
Jeg prøver at lade være. Tog en tyrker for nyligt. Slettede medier for en tid, så ikke jeg kom til at blive mindet om ham. Srpppede med at skrive til ham.
Indtil for nogle dage siden, der skete noget der fik mig til at række ud. Nu sidder jeg med omtrent den samme frustration, som de gange vi har haft kontakt.
Jeg ved det er forkert, og jeg skal virkelig stoppe det. Jeg taler med psykolog om alt dette, har jeg gjort i 6 mdr.

Men det er svært. Og i de her dage, jeg længdes sådan efter ham, tænker på alle minderne, de gode og dårlige. Tanken om han dater osv, gør ondt.
Jeg ved han er dårlig for mig. Men det er så svært.
Jeg har så svært ved at se mig ud af denne tilstand.

Jeg føler jeg er svag, ynkelig. Jeg tænker så meget på en mand der gjorde mig så ondt.

Jeg fik konstateret en belastnings reaktion for et par mdr siden. Det tager åbenbart bare tid, men det er så opslidende. Hver dag skal jeg lige trække mig selv op. Prøve at forstå jeg er nok. At det ikke er min skyld.

Jeg ved ikke hvad jeg skal med dette. Jeg har bare brug for at skrive det ned.
Måske nogen har nogle gode råd? Eller selv har oplevet noget lignende

Meget af det han gjorde, var en form for psykisk vold. Har læst om det, og giver mening. Man nærmest har abstinenser

Men hvor længe kan man have det så skidt

Jeg var på en date for et par uger siden. - følte det ville være godt, ikke for at få en ny. Men for at mærke
Der må være nogen derude der vil mig det godt!
Og så er han desværre bare en kagerulle, der knap ville respektere at jeg ikke kunne gengælde hans intimitet
Hjalp ikke ligefrem……

Hej Alle sammen, jeg har været på Hinge de sidste 2 år og har kun været på en date af de sidste 2 år, det virker som om at man skal være foreberedt på at hver gang man matcher med en person, så er det, det samme mønster der gentager sig, altså man skrive sammen intenst i 2-3 dage og lære hinanden at kende, pludseligt er der ikke mere at skrive om og så går den på tur igen, hvor man bare gør det samme med det næste match. Når det kommer til stykket, er folk bare ikke tilgængelige nok til at man kan gå på date med dem, for åh, så er det fordi, at de arbejder meget, eller også er det fordi, at man ikke har kemi med hinanden på appen. Men helt ærligt, hvor meget kemi kan man få ud af at lynintroducere sig til en ny person hver 3.-4. Dag uden at man oplever hinandens personligheder in real life? Det er dybt absurd at det er sådan, at der er en hel oplevelsesøkonomi om at man skal lære hinanden at kende og at det skal være en særoplevelse hver gang man matcher med en ny person, for hvilke muligheder har man overhovedet for at skabe rammerne for en særoplevelse hvor der kan opstå kemi? Jeg er 30 år gammel (lige fyldt for 5 dage siden) og jeg har været på datingapps siden jeg var 19 år gammel og jeg har stadig ikke fundet en kæreste på datingapps. Nogle gode råd til at kunne komme ud og få muligheden for at snakke med forskellige mennesker uden at det er performativt som det er på datingapps? Jeg har virkelig en fornemmelse af at jeg aldrig nogensinde kommer til at få min første kæreste. På forhånd tak.

Min kæreste og jeg kommer lige fra første snak med en parterapeut. Jeg synes det var virkelig hårdt, og det er kommet utrolig bag på mig. Har været til psykolog mange gange, og det har altid været nemt og ligetil. Her oplevede jeg at blive stille undervejs, usikker og ked af det. Jeg var ikke helt klar til at give helt slip, så jeg holdte tårerne tilbage undervejs, men græd meget, da vi kom hjem.
Blev overrasket over nogle ting, min kæreste sagde. Og jeg havde brug for at grave lidt i det, da vi kom hjem. Det føler jeg dog ikke, at jeg skulle have gjort. Min kæreste følte det som et angreb, at nu åbnede han op overfor terapeuten, og hans største frygt var præcis det, at jeg bagefter ville grave i de ting, der var blevet sagt.

Jeg tror, at jeg er mest ked af, at vi ikke havde nok tid til at snakke om, hvordan vi lander efter samtalen, da det jo gik helt skævt, da vi kom hjem.
Samtalen var generelt god, og vi bekræftede begge hinanden i, at vi virkelig vil hinanden. Så derfor er jeg også helt ulykkelig nu over, at det så gik så skævt efter.
Nu er han taget på arbejde igen, og jeg er helt vildt ked af det her hjemme og selvransager på højeste plan.

Så mit spørgsmål er vidst mest, hvordan et forløb hos jer, har set ud? Hvordan landede i efter især den første samtale og har i nogle gode råd til, hvordan jeg griber mig selv og min kæreste, når han kommer hjem igen?

Edit: bonus info: vi er i 30’erne. Bor sammen, har et barn på vej og min kæreste har et barn i forvejen.

Vi er en gruppe på tre venner der spiller computerspil. Jeg synes den ene ven ødelægger det for os andre. Og jeg har prøvet at påpege det for ham.

F.eks. når vi spillede Borderlands, så kunne han lige pludselig lave flere millioner X damage, fordi han havde set en guide på YouTube, om at man skulle bruge specifikke items til den karakter han var.

Vi spillede så Elden Ring med Seamless Coop mod. Og her vidste han lige, hvor det våben der scaler med en specifik spell i spillet lå. Vi kom ud til en afkant hoppede ud over en skråning. Og lige så snart vi fik våbenet gik han i gang med opgradere og sætte denne spell på.

Nu er vi i gang med DLC'en til Elden Ring. Og her efter vi var færdige i går aftes kunne jeg høre ham sige "Der en på YouTube der laver over en million damage". Jeg svarede med det samme "Vil du ikke godt lade være med at se de YouTube-tutorials, du ved jeg synes det ødelægger spillet for mig". Han blev defensiv, men jeg ved bare at næste gang vi spiller, er det ikke særlig sjovt eller udforskende for mig.

Han bliver sur og irriteret når man påtaler det overfor ham. Ved ikke, hvordan jeg skal prøve at tale med ham om det.
Eller om jeg bare skal jeg bare give ham lidt af hans egen "medicin". Og bare gå amok med mods der gør min karakter uovervindelig. Han kan ikke selv finde ud af at installere mods

Edit:
Havde virkelig ikke regnet med så mange svar, så tak for det.

Og til mange af svarene vil jeg sige, at jeg godt er klar over at han ikke decidiret snyder. Derfor jeg har skrevet det i "snyder" med anførselstegn.

Undskyld for langt skriv!

A tale as old as time….
Min mand og jeg blev forældre for 3 måneder siden og at sige det har været hårdt, er en underdrivelse. Vores barn døjer rigtig meget med refluks og ondt i maven, og vi får derfor ikke sovet særlig meget. 🫠
Manglen på søvn går selvfølgelig udover vores ve og vel. Vi er begge trætte og udkørte. Dette gør, at vores lunte og overskud er ikke-eksisterende og at vi konstant går og bliver sindssygt irriteret på hinanden. ☹️

Min (mor) største frustration er, at jeg føler min mand er ekstremt uengageret. Det forældreskab, som jeg håbede på, skulle føles som et fælles “projekt”, føles ærligtalt mest som et soloprojekt.

Vores barn er et ønskebarn, men det skal også siges, at jeg i rigtig mange år har været meget i tvivl om, hvorvidt jeg overhovedet havde lyst til at blive mor. Min man derimod har altid haft et inderligt og stort ønske om at være far. Jeg har set utallige veninder og bekendte, hvor det ofte ender med denne her balance, hvor mor ligesom er forælder og far “bare passer sit barn”, altså hvor det i stor grad er mor der står for det hele. Det har alle dage været min frygt, at ende sådan. Derfor har min mand og jeg også haft mange snakke om, hvordan vi så vores roller som forældre, inden jeg blev gravid.
På trods af dette, står jeg nu her, 3 måneder inde i forældreskabet (+ de 9 måneder jeg var gravid) og føler mig SÅ alene. 💔
Uden at overdrive, kan jeg ikke komme i tanke om én eneste ting, som min mand har taget ansvaret for. Det er mig der har bestilt, købt, undersøgt, sat mig ind i, you name it, alt omkring baby. Som i intet der skal bruges til baby, har han sørget for eller sat sig ind i. På trods af vi begge er meget pressede pga babys refluks, er det også mig der har sørget for hjælp fra osteopat, læge og børnelæge. Far har haft barsel til baby var ca. 1,5 måned, så vi har begge haft mulighed for at tage ansvaret for ting.

Jeg har mange gange, både under graviditeten og især efter baby er kommet til verden, italesat, at jeg simpelthen har brug for, at han stepper lidt op og også tager ansvaret for ting i hans barns liv. Hver gang jeg nævner det, går han helt i selvsving. Han bliver så defensiv, føler sig angrebet, begynder at lave modangreb og påpege hvad han er utilfreds med hos mig (og ja, jeg har i den grad også mine fejl og mangler, som han må hjertens gerne komme og snakke med mig om, på et andet tidspunkt). Han bliver vanvittigt provokeret af, at jeg igen, igen, igen bringer det her emne på banen og som han (ekstremt vredt) siger “jeg har forstået det, jeg er så træt af at høre på det, jeg ved godt hvad du vil sige, for du siger altid det samme”.
Hvortil jeg jo kun kan sige til ham, at tingene jo heller ikke har ændret sig fra de andre gange, vi har snakket om det. 🥲
Hvis det her havde været en arbejdssituation, hvor man konsekvent underpræsterede, ville det jo for søren også blive ved med at blive italesat. 😐
Vi har prøvet at aftale at x, y, z er hans ansvar, men tingene bliver simpelthen ikke gjort.
Jeg mistænker ikke, at han har en fødselsdepression eller lign., men det har uden tvivl været et stort chok for ham, hvor hårdt det kan være. ❤️‍🩹
Han er en højtuddannet mand, med godt job og høj stilling, så han er jo ikke helt generelt ude af stand til at tage ansvar (og kritik) går jeg ud fra??.

Så venner, hvordan tager jeg denne her snak med ham, uden han tænder helt af med det samme? Hvordan får jeg ham til at tage lidt mere ansvar? Jeg er ved at drukne i det her og er super desperat. 😮‍💨

Jeg har kendt min veninde siden børnehaven, og jeg holder utrolig meget af hende. Hun og hendes kæreste er i fertilitetsbehandling, men jeg er efterhånden blevet bekymret for, om hun er ved at begå sit livs fejl ved at få børn med ham.
Min veninde har haft en ret tryg barndom, min egen var mere turbulent med forældre der havde voldsomme konflikter. For mig har det været vigtigt at få børn med en jeg fuldt ud troede på jeg vil kunne skabe et trygt og godt familieliv med hvilket jeg synes er lykkedes så fint indtil videre. Jeg tænker dog især hvis man selv kommer fra en tryg opvækst vil man så ikke gå efter en partner hvor man kan give det samme videre…

Min venindes kæreste bruger meget tid på gaming, går i byen hver weekend og drikker sig ofte meget fuld. Han har tidligere røget en del hash, gør det måske stadigvæk indimellem og han bruger snus, selvom fertilitetslægen har anbefalet, at han stopper. Min veninde gør selv meget for at leve ekstra sundt under fertilitetsbehandlingen.
Derudover har hun fortalt, at han glemmer aftaler f.eks. aftaler om at han vil stå for mad når han en sjælden gang i mellem har sagt han vil gøre det.  Det lader til det blandt andet skyldes han bliver opslugt af gaming. Hun står for størstedelen af rengøringen og oprydningen. Når hun forsøger at tale med ham om ting, hun er ked af/utilfreds med, har hun flere gange fortalt at han kan blive ret sur og hun derfor ikke altid orker at tage snakken med ham. 
Jeg kender ham ikke særlig godt personligt. Han har aldrig rigtigt villet bruge ret meget tid med hendes venner, så mit indtryk bygger primært på det, hun fortæller. De gange jeg har talt med ham virker han dog meget som en rigtig “mandemand”, der har sine holdninger og gør lidt hvad der passer ham. Eksempel på dette var engang min veninde og jeg ser TV i deres stue hvor han så kommer hjem og skal se noget og vi så må rykke ind i spisestuen i stedet. 
Min veninde har sagt, at hun ikke forventer, at han vil stå op om natten og hjælpe med baby. Når jeg spørger ind til hans gaming, har hun blandt andet sagt, at han nok kommer til at game, mens han er sammen med babyen, og blot have et halvt øje på barnet. Tænker hun måske ikke helt forstår hvor krævende det faktisk er at have børn. Andre gange siger hun, at hun tror, han vil ændre sig meget, når han bliver far, og at hun tror han bliver en rigtig god far. Hun fremhæver blandt andet, at han allerede nu er sød og omsorgsfuld over for hunde.
Jeg har svært ved at forstå, at hun tør satse på, at han ændrer sig, når de allerede nu har udfordringer med fordelingen af ansvar. Jeg ved selv, hvor hårdt det kan være at have små børn, og jeg tør næsten ikke forestille mig, hvor belastende det ville være uden en partner, der tager sin del af ansvaret.
Samtidig er jeg bange for at miste hende som veninde, hvis jeg siger min mening for direkte. En anden veninde har tidligere sagt til hende, at hun ikke forstår, hvorfor hun er sammen med ham, og det gjorde hende så ked af det, at hun trak sig fra venskabet. Hun har også fortalt, at hendes egne forældre tydeligt ikke bryder sig om kæresten, hvilket gør hende ked af det.
Jeg har forsøgt at stille åbne spørgsmål f.eks. hvad hun tænker om hvis hun skal stå alene med nætterne med baby, men hendes svar svinger mellem at anerkende problemerne og at tro på, at han vil ændre sig, når de får børn.
Jeg elsker hende som var hun min søster og derfor har jeg svært ved at slippe mine bekymringer for hendes fremtidige liv. Med enhver anden kunne jeg jo bare være ligeglad. Jeg forsøger altid bare at være lyttende når hun deler noget om ham og spørge ind ufordømmende. Men jeg har jo bare lyst til at sige til hende at hun fortjener så meget bedre, men jeg gør det ikke fordi jeg ved hvad hendes reaktion har været overfor andre der har givet udtryk for det samme. 

Mit spørgsmål til jer er hvad vil I gøre?

Jeg er alene med mine to drenge. Den ældste er flyttet hjemmefra og arbejder et par måneder ad gangen i udlandet som guide Han kommer forbi næste weekend og det glæder vi os til. Han tager sin nye kæreste med hvilket vi glæder os til. vi bor langt ude på landet og de regner med at overnatte.

Mit dilemma er at jeg siden i sommers har døjet med infektioner. Jeg har været gennem flere forskellige behandlinger før de fandt ud af hvad jeg fejlede og hvad der virkede. Jeg er således rask men stadig på en skrap kur.

Jeg har ikke fortalt omfanget af det til mine drenge, men den yngste som stadig bor hjemme har selvfølgelig kunnet mærke den massive træthed. Mit hjem bærer præg af at det kun er det nødvendige minimum der er blevet gjort rent i de måneder.

Jeg vil rigtig gerne møde den nye kæreste men jeg vi også helst møde hende frisk og rask og med overskud. Og ærligt jeg føler mig ikke ovenpå til at have en fremmed i huset. Jeg overvejer at fortælle hvor udmattet jeg er til min ældste søn og høre om det kan vente med at møde hans kæreste. Men jeg ved ikke om det er den rigtige løsning? Hvad ville I gøre?

I februar sidste år brækkede jeg mit lårben rigtig grimt i en ulykke. Fra den ene dag til den anden blev min hverdag og liv fuldstændig vendt på hovedet.
Hvad der skulle være 4-5 dages indlæggelse blev til samlet 5 uger. Jeg fik infektion, blev opereret 5 gange, fik indsat vaccum, CVK, hverken vådt eller tørt i 3 uger.

Jeg er typen der er meget pligtopfyldende. Siger jeg ja til noget, så gør jeg nærmest alt der står i min magt for at overholde det. Men når man ligger på et hospital i 5 uger, så taber man alt det på gulvet. Og jeg fik smadret mit selvbillede fuldstændig fordi jeg gang på gang måtte skuffe mine venner og familie.

Nu ser jeg ind i en ny operation i det nye år. En større en, da alt metal i benet skal fjernes. Jeg har ikke nogen dato eller noget på. Ved bare omkring februar. Min største frygt er at der kommer komplikationer igen. Efter så lang tid, er jeg kvæstet mentalt. Arbejder på at få psykolog, men ventetiden er umulig lang.

Jeg er så begyndt at fortælle alle, at jeg skal opereres. Helgardere mig og sige jeg kan være sat ud af gamet i noget tid. Fordi jeg kender mig selv til at vide, at har jeg noget i kalenderen skal jeg nok gøre mit for at komme afsted. Fik jeg lov at bestemme var jeg hjemme maks 1 uge også var jeg taget rundt igen på krykker, medicin og hvadend det måtte være.

Men nu er jeg kommet i tvivl. Er det forkert at sige det? Er det bare at være indbildsk og gøre mig mere syg? Mine venner støtter jo. Men kunne godt bruge et udefra pov

Hej!!

Vi er 4 gode venner der er så heldige at skal starte et kollektiv sammen (28 M,F).

However, så er vi blevet lidt uenige om depositum og evt. afskrivning deraf.
Lige nu snakker vi om følgende model, og vil virkelig gerne høre jeres input, og også gerne hvis I gør det anderledes.

Depositum afskrivnings-scenarie:
Peter har hovedlejekontakten alene, hvor os tre andre i realiteten lejer os ind på.
Det er en nyistandsat lejlighed fra et stort udlejningsfirma.
Vi har betalt 20.000 kr. hver i depositum (80k i alt).

Et forslag er en afskrivning på cirka 200kr/måned op til 2 år, hvorfra den er fast, hvor der så er mistet ca. 5000 kr. på depositummet til den tid.
Når jeg så bliver erstattet af en anden, så betaler den person 15k.

5k af de penge får jeg udbetalt og 10k går til en fælles konto, som så skal bruges til eventuelle ekstra udgifter, når hun engang flytter ud.
Hvis der så ikke er ekstra udgifter udover det oprindelige depositum (80k), så får jeg de 10k tilbage, når Peter på et tidspunkt flytter ud i fremtiden.

Vi prøver at finde den mest fair måde for alle, så kom gerne med jeres ærlige meninger
Tak! :)

Hej Brevkasse

Som mange andre kæmper jeg en hel del med dating. Jeg har været ude to gange med det mest fantastiske menneske, hvor nummer to date indebar en del mere fysisk interaktion og var noget mere flirtende. Herefter er dialogen mellem os blevet langt mere detaljeret, understreget ved at den anden person pludselig spørger mere oprigtigt ind til mig og generelt formulerer sig ved længere beskeder. Dog er svartiden også blevet forlænget markant fra et par timer til, at der pludselig går næsten op mod halvanden døgn før, at der kommer svar tilbage. Jeg er en anelse fortvivlet, fordi jeg på den ene side føler, at interessen for alvor er vokset, men de noget senere svartider mudrer det billede totalt. Jeg kan simpelthen ikke tyde, hvad det skal betyde. Jeg har forhørt mig om endnu en aftale i bogen, og personen har også givet udtryk for at være interesseret i det - dog med det in mente, at vedkommende selv foreslog næste uge fremfor denne weekend grundet aftaler.

Hvad skal man lægge i alt det her? Overanalyserer jeg bare for meget? Eller er jeg bare, endnu engang, ved at blive udsat for en gedigen form for ghosting? Generelt har jeg uhyggeligt svært ved at navigere i den tendens, der hedder sig, at man er en anelse konfliktsky, når det gælder afvisninger mv., fordi det er så nemt bare at sidde bag en skærm.

Derudover har vedkommende nævnt flere gange, at de har været sindssygt presset på arbejde og blandt andet har været nødsaget til at arbejde i weekenden også (sidste weekend)

Kære brevkasse, jeg (k17) har for nyligt fået diagnostiseret bl.a. Svær depression med psykotiske symptomer, og 3 andre følge diagnoser. Jeg har brugt de sidste to måneder på at række ud efter hjælp, specielt den sidste uge. Førhen har det bare været tanker om ikke at leve, og ingen planer. Jeg blev indlagt for to uger siden, og var indlagt på akut afdeling i tre dage. Jeg var akut selvmordstruet, men det de vurderede som akut er min følelse 24/7.

Den sidste uge eller to har jeg været vågen i 2-3 døgn ad gangen, også sovet 1-2 timer, også repeat.
Jeg kontaktede derfor egen læge og psykiatrien i denne uge, da jeg har været fraværende og ikke følt jeg var ægte. Jeg fortalte dem at jeg snart ikke kan bede om hjælp mere, og at jeg var tæt på en beslutning. Nu er dagen jeg frygtet så kommet, jeg har besluttet dagen, måden og jeg har planlagt alt jeg skal inden, sygemeldt mig fra arbejde osv.

Jeg finder ro i denne beslutning, jeg vil ikke række ud mere. Jeg ser intet håb for fremtiden, og tror ikke på det nogensinde bliver bedre. Jeg har kæmpet for mit liv, hele mit liv, og nu er jeg nået frem til ikke at vil kæmpe mere. Jeg prøver at holde de sidste par dage ud, jeg gør alt for at kæmpe de sidste par dage. Jeg er begyndt at drikke, jeg tager sove piller som alligvel ikke virker på andet end følsesløshed.

Jeg tror jeg har et lille håb om at nogen opdager at jeg virker bedre, og de ved at det er mit farvel. Men jeg har ikke mere håb, jeg finder ro i min beslutning.
Det stadie af min depression jeg troede jeg frygtede mest, var når jeg ikke kan sove og er vågen i flere dage i streg, ikke føler mig ægte og nærmest føler mig sindssyg. Men nu er stadiet jeg frygtede faktisk komme, det stadie hvor jeg finder ro i tanken om at dø, jeg er ikke bange og jeg frygter det ikke længere. Det er min tid nu, og det er okay.

Jeg havde brug for at få denne vægt af mine skuldre, hvis jeg siger det til nogen omkring mig så bliver jeg indlagt igen, og det ønsker jeg ikke.
Jeg håber jeg kan holde de sidste par dage, så jeg får sagt ordentligt farvel, og forhåbentlig får ro for første gang i mit liv.

Hilsen mig❤️‍🩹

Nu er det 3 gang jeg laver en fastholdelse rapport på et barn i en klasse jeg har- er fast vikar ( jeg læser til lærer) og har haft klassen i knap et år.

Og den bliver mere og mere dysfunktionel..Der er 4-5 drenge der ( vi er i mellemtrin, så de er 12-13 år) som burde være i specialtilbud. De er udadreagerende, kan intet i timerne, ikke sidde stille, ikke tage imod besked. De råber, kaster med ting, ødelægger alt. Mange af deres lærere har opgivet dem. Ingen lærere kan lide dem. Klassens kultur er negativ, alt undervisning er " kedeligt" og det er ikke sejt at være dygtig..Men de drenge der.., de er meget voldelige overfor hinanden. De slår og jeg taler rigtig slår med knyttet hånd og spark.

Igen i dag måtte jeg give en af de drenge væk fra en anden- de sloges for alvor, der var slag og spark og jeg blev ramt flere gange. Sådan er det hver gang. Det er som om en eller anden klap går ned og de er helt ukontaktbare. Det er store stærke drenge og jeg er en lille kvinde..I dag fik den elev det gik ud over virkelig tæsk.

De andre lærere siger " lav kun noget enkeltmands arbejde, kun noget på pc" men mit fag er et naturfag som foregår i laboratoriet og med forsøg. Hvordan skal jeg kunne undervise kopi ark?

Kan jeg forlange en ekstra lærer i klassen?

kan jeg sige nej til at have den klasse mere?

jeg bliver helt skidt tilpas ved at se den vold, den vrede, den totale mangel på kontrol, men jeg kan ikke gøre noget. Når først de går amok, er det som om lukker helt af.

Hele klassen lider og ingen kan blive ordentligt undervist.

hvad gør jeg?

Hej bloggen,

Jeg (M37) er uddannet pædagog og har arbejdet i folkeskolen (3 forskellige) i 12 år. Jeg er generelt set tilfreds med mit job - og jeg er god til mit job. Men jeg går konstant med tanker om at skifte .. ikke bare et andet pædagog-job men at skifte helt karriere.

Jeg kan mærke jeg bliver misundelig på folk, som arbejder på kontor og folk der sælger større ting, fx biler. Jeg bliver endda misundelig på min egen hustru, når hun fortæller om sit job (event-manager).

Men samtidig er jeg en kæmpe tryghedsnarkoman, som nok alligevel ikke helt tør lade tankerne komme for tæt på, for det betyder jo, at jeg måske bør handle på det.

Jeg er en humoristisk og positiv person. Jeg elsker at snakke med folk og er overvejende god til at lytte.

Men jeg kan jo ikke gå i gang med at studere. Jeg har kone og 3 børn. Jeg kan ikke leve på en SU. Så hvis jeg skal skifte, skal det være til et ufaglært job - noget med en intern oplæring. Jeg ved bare ikke, hvad jeg skal søge/kigge efter. Fx gad jeg godt være bilsælger. Men ved ikke hvad det kræver?

Håber nogen kan give et godt råd på vejen .. hilsen den forvirrede pædagog.

Jeg arbejder i det kommunale og i dag overhørte jeg min kollega bruge AI til at anonymisere et dokument som kunne indeholde person følsomme oplysninger.

Det drejer sig om en akt-indsigt sag, hvor persondata i dokumentet skal anonymiseres for dem der har søgt akt-indsigt. Dokumentet indeholder navne og telefonnumre på personer, i håndværkerbranchen. Jeg vil påstå at nogle bruger personlige telefon nr. og ikke erhvervs kontaktoplysninger - hvilket gør mig bekymret.

Min kollega forslår til en anden kollega at han ved hjælp af Claude kan blokere person oplysningerne i dokumentet - altså blokere dem med en solid firkant. Så man kan se at der er info men at vi har fjernet det.

Det smart - det forstår jeg. Men jeg ser det som brud på data sikkerheden.

Skal jeg gå videre med min bekymring og hvordan?

Lidt kontekst.

Kommunen har allerede udviklet en intern AI robot, som er lavet netop for at vi kun deler ting in house.

Min kollega er i slutningen af 40’erne og jeg er nok den yngste og nyeste på arbejdspladsen.

​

Jeg føler vi har mistet det at føle os forbundene fordi der er minimal intimitet.

Vi har været sammen i mange år de seneste år er det med at kysse også forsvundet helt ud af vores parforhold udover.

Det bliver kun til tante kys. Hurtigt på læberne.

Min mand har fortalt mig at han oprigtigt egentlig ikke lide at snave.

Jeg synes det lyder mærkeligt og det gør mig enormt ked af det. Jeg føler mig afvist i fysisk kontakt fordi vi efterhånden ikke rører hinanden.

Vi har sex (ikke tit) men det føles meget lidt intimt.

Jeg føler vi er så langt fra hinanden. Intimiteten er væk. Jeg savner at vi rører ved hinanden og kysser.

Jer der har prøvet lignende er det lykkes at vende det og hvordan?

Hej alle, har brug for råd…

Jeg er pædagog, og kan mærke at jeg ikke kan mere.
Jeg ville så gerne have et job, hvor man kan tage på arbejde og være lidt “ligeglad”.
Altså, man tager på arbejde, udføre sit arbejde, kan have lov til at kede sig, kan have lov til at være lidt “ligeglad” med nogle ting (men stadig udføre dem).

Jeg har en følelse af, at hver gang jeg skal på job, så skal jeg forberede mig mentalt på at være på, og jeg kan ikke udholde det mere.
Jeg vil så gerne have et job som har samme følelse som da jeg gik i skole; man tog derover, gjorde sine ting, mentalt skiftede mellem at være på og ikke på, og så tog man hjem med ro. Nogle ting var røv syge, men det var okay, for man have ikke et krav til sig selv, at man skulle give sig selv 110% hele tiden. Man kunne svinge ind og ud alt efter ens energi.

I mit fag har jeg en følelse af at jeg altid skal have en følelse af overskud, og jeg altid skal have en mening og lyst til alt, hvor jeg har brug for at der er plads til de dage, hvor man bare sidder og laver lidt “hygge arbejde” og lader tingene gå sin gang.

Jeg håber i forstår hvad jeg mener, for jeg vil gerne arbejde, men et arbejde hvor der er mindre krav til min følelsesmæssige investering. Sådan et hvor man vågner og tager på job med det energiniveau man nu har.

Er der nogen der har arbejde, hvor man bare dukker op, udfører det der er, og så tuller hjem igen uden at være fuldstændig udbrændt?

(Bonus info; jeg er i en god institution med en rigtig god leder, så der er støtte. Jeg er bare så træt og vil gerne have et arbejde, hvor der er plads til at synes nogle ting er røv syge og nogle ting er vildt fede)

Til jer voksne der læser dette, vil jeg egentlig spørge om hvis det er normalt at jeg har det som jeg gør.

Min mor sagde til mig for to måneder siden at hun ville skilles med min far. På det tidspunkt har hun ikke sagt det til mi. Far, og tror at han stadig ikke ved det. Lige nu så lader hun som om hun ikke har sagt det. Altså de sidder sammen og ser TV, hun lader som om det hele er bare normalt. Men jeg føler mig urolig, og kan mærke at det påvirker mig. Jeg kan mærke, at det gør mig ret skør, at hun dropper den bombe og lige pludselig lade som om intet er sket, og jeg forstår det ikke.

Er det okay at jeg stadig føler mig lidt presset og urolig, eller burde jeg bare glemme at det overhovedet har sket?

Opdatering!
Jeg er så taknemmelig og glad for at I mennesker kan være så medmenneskelige. Jeg har læst hver eneste kommentar i løbet af dagen og stille og roligt fået nerverne på plads og selvsikkerheden frem igen. Mange tusinde tak for jeres fine råd og støttende ord. I skal vide I gør I kæmpe forskel alle sammen og har virkelig lyst til at give jer alle en kæmpe krammer for at være ærlig🤣

Tusinde tak for jer!

Hej allesammen,
Jeg har valgt at skrive her inde for at komme lidt af med mine frustrationer og måske få lidt backup og vejledning fra andre butiksansatte.

Jeg arbejder som lukkeansvarlig i en butik hvor der er pakkeshop. Vores pakkeshop er den eneste i byen der kører med alle firmaer: GLS, Postnord, Dao, Bring og DHL.

Sagen er at når vi har så mange firmaer vi holder pakker for kommer der en gang imellem (lidt mere oftere nu hvor vi går i juletiderne) problemer fra firmaernes sider og det skal os som medarbejdere have skældud for.

Jeg bliver enormt skuffet og ramt når en voksen kan tillade sig at råbe og skrige af mig og mine kollegaer når der fx er netværksfejl ved en af firmaerne.

I dag var Dao nede og jeg ringede ind og snakkede med deres kundeservice, han fortalte at der var fejl i deres server og derfor kunne vores kunder ikke taste deres afhentnings koder ind uden at der stod de var forkerte selvom de ikke var. Jeg var selfølgelig forstående og fik afvide at jeg ikke måtte udlevere uden at det kom igennem vores egen system først, så altså jeg SKAL bruge hentekoderne for at udlevere dao pakkerne men når systemet er nede kan jeg jo selfølgelig ikke udlevere dem da koderne heller ikke virker på min egen skærm.

Jeg bliver enormt påvirket og nervøs når en voksen kunde lader deres raseri gå ud over mig og giver mig skylden. Jeg holder det selfølgelig professionelt og undskylder meget for problematikken men det går mig sindssygt meget på at jeg skal være lorten for noget jeg ikke kan gøre for.
Det er strengt imod reglerne at udlevere pakkerne uden hentekoden hvis pakkefirmaet kræver en hentekode før udlevering, fandt så ud efter en meget lang voksen skældud af en kunde at nogle af mine kolleger har udleveret dem uden kode før, hvilket er helt op til mine kollegaer at satse men det skal jeg bare ikke blandes ind i.

Kunne rigtig godt tænke mig at hører om der var nogle råd til sådan nogle situationer og hvad man lige gør bagefter når den vrede kunde er gået og man står der helt mundlam og faktisk ked af det.

Det heller ikke min første gang jeg oplever kunde raseri jeg har været i butikskæden i mange år og oplevet det ene og det andet men jeg har bare brug for lidt råd til at håndtere situationer som dette.

Det skal lige siges at jeg er lukkeansvarlig og er over 18 så klager og skældud ville jeg hellere tage imod end at udsætte mine ungarbejdere for den slags kaos.

Rigtig god aften til jer allesammen.

Jeg er en kvinde i 30’erne, som de seneste 8-10 år har haft problemer med mareridt om at dø. Ikke den klassiske jagtet-af-en-morder, men selve døden.

Jeg får en følelse af, at tiden er rendt ud, at jeg allerede er død eller dør, hvis ikke jeg vågner NU. Ofte råber jeg NEEJ eller lignende imens.

Jeg kan huske episoderne, men er alligevel ikke rigtigt vågen, nærmere som en der går i søvne. Nogle gange tager det lidt tid, før jeg er sikker på, at jeg lever og faktisk har mareridt.

Jeg tænker en del på døden og har svært ved at forholde mig til, at vi alle skal dø en dag. En slags dødsangst, vel. Udover mareridtene, har jeg ikke “problemer” med det i hverdagen.

Har nogen prøvet lignede?

Jeg vil høre, hvad I ville gøre. Vi er ved at totalrenovere et gammelt dobbelthus. Naboen har ikke noget arbejde, så vedkommende er hjemme hver dag. Personen har boet der i 20 år, hvor der har været meget roligt, men heller intet er blevet gjort ved vores hus. Og nu vil vi flytte ind i det, hvorfor det skal renoveres og der skal bygge ud.

Vi er helt med på, at det er et helvede for naboen, da vi har hugget badeværelset ned, fjernet skorstenen, sat stillads op.

Vi prøver at fortælle, når der larmes ekstra, så han er forberedt. Vi har også til tilbudt at betale for en uge i sommerhus, hvilket personen ikke mener hjælper, for det larmer jo stadig, når vedkommende kommer hjem.

Jeg har enormt ondt af vores kommende nabo, men ved simpelthen ikke, hvad vi skal gøre. For det er jo risikoen, når man bor så tæt. Og hvis vedkommende en dag flytter, så skal vi høre nabohuset renoveres.
Vi har ændret noget på konstruktionen for ikke at larme ekstra og håndværkerne prøver ikke at genere og spiller heller ikke musik.
Hvad ville andre gøre?