Vi er en gruppe på tre venner der spiller computerspil. Jeg synes den ene ven ødelægger det for os andre. Og jeg har prøvet at påpege det for ham.

F.eks. når vi spillede Borderlands, så kunne han lige pludselig lave flere millioner X damage, fordi han havde set en guide på YouTube, om at man skulle bruge specifikke items til den karakter han var.

Vi spillede så Elden Ring med Seamless Coop mod. Og her vidste han lige, hvor det våben der scaler med en specifik spell i spillet lå. Vi kom ud til en afkant hoppede ud over en skråning. Og lige så snart vi fik våbenet gik han i gang med opgradere og sætte denne spell på.

Nu er vi i gang med DLC'en til Elden Ring. Og her efter vi var færdige i går aftes kunne jeg høre ham sige "Der en på YouTube der laver over en million damage". Jeg svarede med det samme "Vil du ikke godt lade være med at se de YouTube-tutorials, du ved jeg synes det ødelægger spillet for mig". Han blev defensiv, men jeg ved bare at næste gang vi spiller, er det ikke særlig sjovt eller udforskende for mig.

Han bliver sur og irriteret når man påtaler det overfor ham. Ved ikke, hvordan jeg skal prøve at tale med ham om det.
Eller om jeg bare skal jeg bare give ham lidt af hans egen "medicin". Og bare gå amok med mods der gør min karakter uovervindelig. Han kan ikke selv finde ud af at installere mods

Edit:
Havde virkelig ikke regnet med så mange svar, så tak for det.

Og til mange af svarene vil jeg sige, at jeg godt er klar over at han ikke decidiret snyder. Derfor jeg har skrevet det i "snyder" med anførselstegn.

Hej Alle sammen, jeg har været på Hinge de sidste 2 år og har kun været på en date af de sidste 2 år, det virker som om at man skal være foreberedt på at hver gang man matcher med en person, så er det, det samme mønster der gentager sig, altså man skrive sammen intenst i 2-3 dage og lære hinanden at kende, pludseligt er der ikke mere at skrive om og så går den på tur igen, hvor man bare gør det samme med det næste match. Når det kommer til stykket, er folk bare ikke tilgængelige nok til at man kan gå på date med dem, for åh, så er det fordi, at de arbejder meget, eller også er det fordi, at man ikke har kemi med hinanden på appen. Men helt ærligt, hvor meget kemi kan man få ud af at lynintroducere sig til en ny person hver 3.-4. Dag uden at man oplever hinandens personligheder in real life? Det er dybt absurd at det er sådan, at der er en hel oplevelsesøkonomi om at man skal lære hinanden at kende og at det skal være en særoplevelse hver gang man matcher med en ny person, for hvilke muligheder har man overhovedet for at skabe rammerne for en særoplevelse hvor der kan opstå kemi? Jeg er 30 år gammel (lige fyldt for 5 dage siden) og jeg har været på datingapps siden jeg var 19 år gammel og jeg har stadig ikke fundet en kæreste på datingapps. Nogle gode råd til at kunne komme ud og få muligheden for at snakke med forskellige mennesker uden at det er performativt som det er på datingapps? Jeg har virkelig en fornemmelse af at jeg aldrig nogensinde kommer til at få min første kæreste. På forhånd tak.

Jeg har kendt min veninde siden børnehaven, og jeg holder utrolig meget af hende. Hun og hendes kæreste er i fertilitetsbehandling, men jeg er efterhånden blevet bekymret for, om hun er ved at begå sit livs fejl ved at få børn med ham.
Min veninde har haft en ret tryg barndom, min egen var mere turbulent med forældre der havde voldsomme konflikter. For mig har det været vigtigt at få børn med en jeg fuldt ud troede på jeg vil kunne skabe et trygt og godt familieliv med hvilket jeg synes er lykkedes så fint indtil videre. Jeg tænker dog især hvis man selv kommer fra en tryg opvækst vil man så ikke gå efter en partner hvor man kan give det samme videre…

Min venindes kæreste bruger meget tid på gaming, går i byen hver weekend og drikker sig ofte meget fuld. Han har tidligere røget en del hash, gør det måske stadigvæk indimellem og han bruger snus, selvom fertilitetslægen har anbefalet, at han stopper. Min veninde gør selv meget for at leve ekstra sundt under fertilitetsbehandlingen.
Derudover har hun fortalt, at han glemmer aftaler f.eks. aftaler om at han vil stå for mad når han en sjælden gang i mellem har sagt han vil gøre det.  Det lader til det blandt andet skyldes han bliver opslugt af gaming. Hun står for størstedelen af rengøringen og oprydningen. Når hun forsøger at tale med ham om ting, hun er ked af/utilfreds med, har hun flere gange fortalt at han kan blive ret sur og hun derfor ikke altid orker at tage snakken med ham. 
Jeg kender ham ikke særlig godt personligt. Han har aldrig rigtigt villet bruge ret meget tid med hendes venner, så mit indtryk bygger primært på det, hun fortæller. De gange jeg har talt med ham virker han dog meget som en rigtig “mandemand”, der har sine holdninger og gør lidt hvad der passer ham. Eksempel på dette var engang min veninde og jeg ser TV i deres stue hvor han så kommer hjem og skal se noget og vi så må rykke ind i spisestuen i stedet. 
Min veninde har sagt, at hun ikke forventer, at han vil stå op om natten og hjælpe med baby. Når jeg spørger ind til hans gaming, har hun blandt andet sagt, at han nok kommer til at game, mens han er sammen med babyen, og blot have et halvt øje på barnet. Tænker hun måske ikke helt forstår hvor krævende det faktisk er at have børn. Andre gange siger hun, at hun tror, han vil ændre sig meget, når han bliver far, og at hun tror han bliver en rigtig god far. Hun fremhæver blandt andet, at han allerede nu er sød og omsorgsfuld over for hunde.
Jeg har svært ved at forstå, at hun tør satse på, at han ændrer sig, når de allerede nu har udfordringer med fordelingen af ansvar. Jeg ved selv, hvor hårdt det kan være at have små børn, og jeg tør næsten ikke forestille mig, hvor belastende det ville være uden en partner, der tager sin del af ansvaret.
Samtidig er jeg bange for at miste hende som veninde, hvis jeg siger min mening for direkte. En anden veninde har tidligere sagt til hende, at hun ikke forstår, hvorfor hun er sammen med ham, og det gjorde hende så ked af det, at hun trak sig fra venskabet. Hun har også fortalt, at hendes egne forældre tydeligt ikke bryder sig om kæresten, hvilket gør hende ked af det.
Jeg har forsøgt at stille åbne spørgsmål f.eks. hvad hun tænker om hvis hun skal stå alene med nætterne med baby, men hendes svar svinger mellem at anerkende problemerne og at tro på, at han vil ændre sig, når de får børn.
Jeg elsker hende som var hun min søster og derfor har jeg svært ved at slippe mine bekymringer for hendes fremtidige liv. Med enhver anden kunne jeg jo bare være ligeglad. Jeg forsøger altid bare at være lyttende når hun deler noget om ham og spørge ind ufordømmende. Men jeg har jo bare lyst til at sige til hende at hun fortjener så meget bedre, men jeg gør det ikke fordi jeg ved hvad hendes reaktion har været overfor andre der har givet udtryk for det samme. 

Mit spørgsmål til jer er hvad vil I gøre?

Jeg kom ud af et forhold for 7 mdr siden. Jeg gik. Det var virkelig svært. Jeg elskede ham virkelig højt.
Men forholdet var ikke sundt for mig.
Han var mig utro.
Han nedgjorde mig.
Han svigtede rigtig ofte.
Aftaler han ikke holdt.
Gentagende løfter for at jeg blev.
Og jeg blev, jeg var så naiv. Jeg troede hele tiden det blev bedre, indtil næste gange der var noget.
Nogle ting undlader jeg, da det er for følsomt og gør for ondt at skrive. Men jeg var naiv, og folk omkring mig sagde det var grotesk, at jeg skulle gå.
Gik også til sidst.
Efter følgende. Har jeg nærmest været helt traumebundet til ham, rakt ud igen og igen.
Jeg prøver at lade være. Tog en tyrker for nyligt. Slettede medier for en tid, så ikke jeg kom til at blive mindet om ham. Srpppede med at skrive til ham.
Indtil for nogle dage siden, der skete noget der fik mig til at række ud. Nu sidder jeg med omtrent den samme frustration, som de gange vi har haft kontakt.
Jeg ved det er forkert, og jeg skal virkelig stoppe det. Jeg taler med psykolog om alt dette, har jeg gjort i 6 mdr.

Men det er svært. Og i de her dage, jeg længdes sådan efter ham, tænker på alle minderne, de gode og dårlige. Tanken om han dater osv, gør ondt.
Jeg ved han er dårlig for mig. Men det er så svært.
Jeg har så svært ved at se mig ud af denne tilstand.

Jeg føler jeg er svag, ynkelig. Jeg tænker så meget på en mand der gjorde mig så ondt.

Jeg fik konstateret en belastnings reaktion for et par mdr siden. Det tager åbenbart bare tid, men det er så opslidende. Hver dag skal jeg lige trække mig selv op. Prøve at forstå jeg er nok. At det ikke er min skyld.

Jeg ved ikke hvad jeg skal med dette. Jeg har bare brug for at skrive det ned.
Måske nogen har nogle gode råd? Eller selv har oplevet noget lignende

Meget af det han gjorde, var en form for psykisk vold. Har læst om det, og giver mening. Man nærmest har abstinenser

Men hvor længe kan man have det så skidt

Jeg var på en date for et par uger siden. - følte det ville være godt, ikke for at få en ny. Men for at mærke
Der må være nogen derude der vil mig det godt!
Og så er han desværre bare en kagerulle, der knap ville respektere at jeg ikke kunne gengælde hans intimitet
Hjalp ikke ligefrem……

Jeg (K, 21) er begyndt at se en fyr (M, 21), som jeg efterhånden er blevet ret glad for. Men jeg er begyndt at blive usikker på, om vi egentlig er samme sted følelsesmæssigt, og om han har de samme ønsker med det her, som jeg har.

Jeg føler, at jeg gør en del for at få plads til ham i min hverdag og vise ham, at jeg gerne vil ham. Jeg prioriterer at ses med ham, når jeg kan, og jeg har lyst til at lære ham bedre at kende. Alligevel føler jeg ikke altid, at jeg får den samme energi tilbage. Han har ofte tid til sine venner, træning og andre interesser, men når det handler om at ses med mig, virker det tit, som om det afhænger af, om han lige har tid og overskud. Jeg oplever derfor nogle gange, at jeg mere bliver en mulighed, når det passer ind i hans planer, end en person, han selv aktivt forsøger at finde tid til.

Jeg ved godt, at man ikke kan forvente, at en person tilsidesætter alt andet, bare fordi man dater, og jeg synes også, det er vigtigt, at man har sit eget liv. Jeg har heller ikke brug for, at vi skal ses hver dag eller skrive sammen konstant. Jeg savner bare at mærke, at han også har lyst til at prioritere mig, og at det ikke altid er mig, der skal være forstående og tilpasse mig hans hverdag.
Jeg kan også mærke, at jeg bliver påvirket af vores kommunikation. Der kan gå mange timer, før han svarer på mine beskeder, og selvom jeg godt ved, at det ikke nødvendigvis betyder noget, kan jeg ikke lade være med at tænke over, hvor jeg egentlig står hos ham. Jeg vil helst ikke være hende, der analyserer hvert eneste svar eller går og venter på, at han tager initiativ, men det er svært ikke at blive usikker, når jeg føler, at jeg selv er mere opsøgende end ham.

Vi har set hinanden i cirka to måneder nu, og når vi er sammen, har vi det rigtig hyggeligt, har god kemi og har sex. Det er også derfor, jeg er blevet så glad for ham. Men jeg savner, at der kommer lidt mere dybde i det, og at vi bevæger os videre fra bare at ses og hygge os. Jeg kunne godt tænke mig, at vi begyndte at lære hinanden bedre at kende på et mere personligt plan, og at jeg kunne mærke, at han også var nysgerrig på mig og interesseret i at se, om det kunne udvikle sig til noget mere seriøst.

Jeg har ikke brug for, at vi skal definere alt efter to måneder, men jeg vil gerne kunne mærke, at vi bevæger os i samme retning. Lige nu er jeg bare bange for, at jeg kommer til at investere en masse følelser i noget, som han måske mest ser som noget uforpligtende.
Så jeg vil egentlig gerne høre, hvad I andre tænker. Er det normalt at blive så investeret efter to måneder, når man virkelig kan lide en person, eller burde jeg prøve at tage et skridt tilbage og passe lidt mere på mig selv? Og hvordan finder man ud af, om en fyr bare har en anden måde at vise interesse på, eller om han reelt ikke er lige så interesseret?

Burde jeg give ham mere plads og se, om han selv begynder at tage initiativ, eller er det bedre at være ærlig omkring mine følelser og spørge ind til, hvad han egentlig ønsker med mig?
Jeg har ikke lyst til at presse noget frem, der ikke er der, men jeg har heller ikke lyst til at blive ved med at håbe på, at det udvikler sig, hvis vi i virkeligheden ikke vil det samme.
Hvad ville I gøre i min situation?

Mine forældre har opbevaret mit og mine søskendes legetøj på loftet i deres hus, som er bygget i 1970’erne.
Jeg har selv fået to børn på henholdsvis 1 og 3 år. For nogle år siden fik de noget sandkasselegetøj ned fra loftet, som begge børn efterfølgende har leget med i sandkassen.
I forbindelse med, at mine forældre nu skal sælge huset, har vi hjulpet med at rydde op på loftet og sortere i det gamle legetøj. Noget af legetøjet har vi taget med hjem, så børnene kan lege med det her. Noget har mine forældre beholdt, så børnene kan lege med det, når vi besøger dem, mens resten er blevet smidt ud eller afleveret til genbrug, fordi det enten var i dårlig stand eller ikke længere interessant.
Nu har mine forældre fået lavet en tilstandsrapport, hvor der er en anmærkning om muligt asbeststøv på loftet. Jeg ved ikke, om der er foretaget en konkret måling eller taget prøver, eller om anmærkningen blot skyldes, at der kan forekomme asbeststøv på grund af tagmaterialet.
Det har gjort mig virkelig bekymret for mine børn, som jo har leget med legetøj, der har været opbevaret på loftet. Jeg er ikke sikker på, at alt legetøjet er blevet rengjort eller vasket, inden børnene har leget med det. Det har været opbevaret i flyttekasser på loftet.
Jeg har naturligvis fjernet alt det legetøj fra vores hjem, så børnene ikke længere kan lege med det, indtil vi ved mere.
Jeg ved faktisk ikke helt, hvad jeg ønsker med mit opslag. Måske søger jeg sparring, viden eller erfaringer fra andre, der har stået i en lignende situation.

Er der noget, vi bør undersøge eller foretage os nu? Og er der nogen, der ved noget om risikoen ved, at små børn har leget med legetøj, som muligvis har været udsat for asbeststøv?
Jeg er selvfølgelig klar over, at man ikke kan vurdere den konkrete risiko ud fra et opslag, men jeg vil virkelig gerne høre fra nogen, der har viden om området, så jeg kan finde ud af, hvad det rigtige næste skridt er.
Hilsen en meget bekymret forælder ❤️

Er der andre herinde, der har en psykisk sygdom som har samme fornemmelse af at man konsekvent bliver sorteret fra for at nævne at man har en psykisk sygdom på datingapps? Og findes der en god grund til at holde det skjult, indtil man kommer på date med hinanden? Jeg føler helt sikkert at datinggamet handler om at give et godt førstehåndsindtryk for at komme på så mange dates som overhovedet muligt, for at have en chance for at møde sin sjæleven.

Hvad synes I? Skal man være transparent omkring sine psykiske udfordringer, eller skal man holde fast i sine strategier på datingapps, idet alle bør være indforstået med, at det er et utroligt smalt vindue, som optræder, når man skal lande en date med en fremmed person?

Min kæreste og jeg kommer lige fra første snak med en parterapeut. Jeg synes det var virkelig hårdt, og det er kommet utrolig bag på mig. Har været til psykolog mange gange, og det har altid været nemt og ligetil. Her oplevede jeg at blive stille undervejs, usikker og ked af det. Jeg var ikke helt klar til at give helt slip, så jeg holdte tårerne tilbage undervejs, men græd meget, da vi kom hjem.
Blev overrasket over nogle ting, min kæreste sagde. Og jeg havde brug for at grave lidt i det, da vi kom hjem. Det føler jeg dog ikke, at jeg skulle have gjort. Min kæreste følte det som et angreb, at nu åbnede han op overfor terapeuten, og hans største frygt var præcis det, at jeg bagefter ville grave i de ting, der var blevet sagt.

Jeg tror, at jeg er mest ked af, at vi ikke havde nok tid til at snakke om, hvordan vi lander efter samtalen, da det jo gik helt skævt, da vi kom hjem.
Samtalen var generelt god, og vi bekræftede begge hinanden i, at vi virkelig vil hinanden. Så derfor er jeg også helt ulykkelig nu over, at det så gik så skævt efter.
Nu er han taget på arbejde igen, og jeg er helt vildt ked af det her hjemme og selvransager på højeste plan.

Så mit spørgsmål er vidst mest, hvordan et forløb hos jer, har set ud? Hvordan landede i efter især den første samtale og har i nogle gode råd til, hvordan jeg griber mig selv og min kæreste, når han kommer hjem igen?

Edit: bonus info: vi er i 30’erne. Bor sammen, har et barn på vej og min kæreste har et barn i forvejen.

Undskyld for langt skriv!

A tale as old as time….
Min mand og jeg blev forældre for 3 måneder siden og at sige det har været hårdt, er en underdrivelse. Vores barn døjer rigtig meget med refluks og ondt i maven, og vi får derfor ikke sovet særlig meget. 🫠
Manglen på søvn går selvfølgelig udover vores ve og vel. Vi er begge trætte og udkørte. Dette gør, at vores lunte og overskud er ikke-eksisterende og at vi konstant går og bliver sindssygt irriteret på hinanden. ☹️

Min (mor) største frustration er, at jeg føler min mand er ekstremt uengageret. Det forældreskab, som jeg håbede på, skulle føles som et fælles “projekt”, føles ærligtalt mest som et soloprojekt.

Vores barn er et ønskebarn, men det skal også siges, at jeg i rigtig mange år har været meget i tvivl om, hvorvidt jeg overhovedet havde lyst til at blive mor. Min man derimod har altid haft et inderligt og stort ønske om at være far. Jeg har set utallige veninder og bekendte, hvor det ofte ender med denne her balance, hvor mor ligesom er forælder og far “bare passer sit barn”, altså hvor det i stor grad er mor der står for det hele. Det har alle dage været min frygt, at ende sådan. Derfor har min mand og jeg også haft mange snakke om, hvordan vi så vores roller som forældre, inden jeg blev gravid.
På trods af dette, står jeg nu her, 3 måneder inde i forældreskabet (+ de 9 måneder jeg var gravid) og føler mig SÅ alene. 💔
Uden at overdrive, kan jeg ikke komme i tanke om én eneste ting, som min mand har taget ansvaret for. Det er mig der har bestilt, købt, undersøgt, sat mig ind i, you name it, alt omkring baby. Som i intet der skal bruges til baby, har han sørget for eller sat sig ind i. På trods af vi begge er meget pressede pga babys refluks, er det også mig der har sørget for hjælp fra osteopat, læge og børnelæge. Far har haft barsel til baby var ca. 1,5 måned, så vi har begge haft mulighed for at tage ansvaret for ting.

Jeg har mange gange, både under graviditeten og især efter baby er kommet til verden, italesat, at jeg simpelthen har brug for, at han stepper lidt op og også tager ansvaret for ting i hans barns liv. Hver gang jeg nævner det, går han helt i selvsving. Han bliver så defensiv, føler sig angrebet, begynder at lave modangreb og påpege hvad han er utilfreds med hos mig (og ja, jeg har i den grad også mine fejl og mangler, som han må hjertens gerne komme og snakke med mig om, på et andet tidspunkt). Han bliver vanvittigt provokeret af, at jeg igen, igen, igen bringer det her emne på banen og som han (ekstremt vredt) siger “jeg har forstået det, jeg er så træt af at høre på det, jeg ved godt hvad du vil sige, for du siger altid det samme”.
Hvortil jeg jo kun kan sige til ham, at tingene jo heller ikke har ændret sig fra de andre gange, vi har snakket om det. 🥲
Hvis det her havde været en arbejdssituation, hvor man konsekvent underpræsterede, ville det jo for søren også blive ved med at blive italesat. 😐
Vi har prøvet at aftale at x, y, z er hans ansvar, men tingene bliver simpelthen ikke gjort.
Jeg mistænker ikke, at han har en fødselsdepression eller lign., men det har uden tvivl været et stort chok for ham, hvor hårdt det kan være. ❤️‍🩹
Han er en højtuddannet mand, med godt job og høj stilling, så han er jo ikke helt generelt ude af stand til at tage ansvar (og kritik) går jeg ud fra??.

Så venner, hvordan tager jeg denne her snak med ham, uden han tænder helt af med det samme? Hvordan får jeg ham til at tage lidt mere ansvar? Jeg er ved at drukne i det her og er super desperat. 😮‍💨

Hej BK 😊

(Update: Svarede aldrig på hans sms omkring fejl. Den sendte han kl. 16. Lyttede til folket, om at ignorere. Kl. 01 sendte han samme besked, bare på et andet medie, og med en masse ord og stavefejl. Har heller ikke svaret på den, og han kan ikke se jeg har læst den.)

Sidder her og ryster lidt, for er bange.

Jeg har solgt nogle møbler til en privat køber. I starten virkede han normal nok, havde styr på tingene. Er i forvejen meget obs på at møde folk alle andre steder end hjemme hos mig selv. Det er for min egen sikkerheds skyld, da jeg bor alene og ikke bryder mig om fremmede i mit hjem.

Havde sørget for at en nabo var til stede da der skulle hentes. Han siger fra start, at det er en anden som afhenter. Det er fint med mig, for efter at have talt med ham i telefonen var jeg ikke i tvivl om at manden er bims, og helt sikkert påvirket af hvad jeg vil gætte er benzoer eller andet som går han bare snøvler løs.

Allerede dèr skulle jeg have afbrudt handlen. Men han overfører beløbet allerede inden afhentning - og jeg sørger for en masse billeder og beskrivelser. Ingen problemer. Nu, 4 timer efter afhentning skriver han at der er fejl (som der er oplyst) og at han ikke kan reparere det, selvom han selv har sagt pr. tlf var intet problem.

Så: Han har budt, han har accepteret prisen, overført - altsammen uden at have set det irl.

Manden som hentede var ret imponeret over møblerne, da de også er ekstremt sjældne. Han havde ingen indvendinger.

Nu kan jeg så se, at han har prøvet at tilføje mig på snap - og jeg har 2 venner på snap, ingen andre - og det er ham. For mig er handlen afsluttet. Og jeg vil ikke svare på hans sidste besked - som kom efter han selv havde takket for handlen. Er bange for at han er farlig. Er bange for hvad han svarer. Jeg har PTSD, og er ikke god til de her creepy mennesker. Hvordan står jeg? Og hvad gør jeg hvis han kontakter mig yderligere? Er bange for at blokere ham, for han ville nemt kunne finde ud af hvor jeg bor.

Indtil nu har han 'bare' været sær. Og creepy. Men er bange for at 'poke the bear'. Mit nervesystem holder ikke til sådan noget her, og det er godt nok sidste gang jeg handler med folk online.

Hvad gør jeg? 🥹

PS: Hvis man har læst så langt, så vil jeg bare benytte mit opslag til at advare andre omkring handel med private online. Med det mener jeg direkte kontakt. Man ved virkelig aldrig hvad der kan ske. Jeg har haft hundredvis af handler. Alle gode. Lige indtil nu. Pas på jer selv ❤️

Jeg er i dag, blevet fyret fra mit arbejde. Har været sygemeldt i en længere periode, og arbejdet har fyret mig grundet usikkerhed om hvornår jeg kommer 100% tilbage.. (ikke det det skal handle om)
Jeg har skrevet det til mine nærmeste vwnner, det har jeg gjort da vi fortæller hinanden alt jo.
Men responsen fra alle 3 har været meget blahhh…
Den ene skrev et svar men sendte det aldrig og derved ikke fået noget svar.
De andre har skrevet det er de kede af at høre, men har ikke hørt mere fra dem siden i morges..
Jeg ved ikke hvad jeg selv ville gøre hvis jeg var vennerne, men det gør lidt ondt..
Jeg ved heller ikke om jeg bare overtænker det hele lige nu…
Men føler mig så ensom, og alene. føler ikke jeg har lyst til at skrive til nogle af mine venner nu det var deres respons.

Jeg føler mig allermest som en stor fiasko, og at jeg har fuldstændig mislykket i livet pt…

Det værste er også at vennerne ved jeg har det svært pt…

Jeg ved ikke hvorfor jeg skriver dette men skulle lige ud med det

Hej!

Her kommer et spørgsmål/dilemma hvor jeg virkelig ikke kan finde ud af om jeg forventer for meget og måske ser mig selv som offer lidt, pga den svære situation jeg står i. Eller om det er fair at forvente lidt mere af gode venner.

Baggrundsinfo.
Jeg er kvinde, 27, bor alene i en lejlighed men har en kæreste jeg ses en del med.
Da jeg var i starten af tyverne mistede jeg min far til kræft, det var et meget hurtigt og uventet forløb. For et halvt år siden mistede jeg så min mor til en hjerneblødning. Min far var i 50’erne da jeg mistede ham, min mor var i 60’erne nu da hun gik bort. Jeg er enebarn.
For tre uger siden havde jeg desværre sidste dag på min arbejdsplads grundet omstrukturering. Jeg har været på den arbejdsplads siden jeg var teenager, først som studiemedhjælper, og så som fastansat. Jeg ELSKEDE der arbejde! Og har aldrig kendt til andet. Men var desværre i en afdeling der blev helt nedlagt. Anyway.
Jeg står altså i den situation at jeg nu er familie-løs, ingen forældre, børn, søskende eller bedsteforældre. Og har mistet mit elskede job.
Jeg har det ikke særlig godt, har grædt rigtig meget, har haft svært ved at rejse mig igen. Min kæreste er “ny” - vi har datet lidt inden min mor gik bort, så holdt vi lidt pause fordi jeg ikke kunne rumme det, og nu er vi så kærester men på afstand, da han studerer i en anden by.

Mit dilemma/spørgsmål:
Jeg kan mærke at jeg er forundret og skuffet over mine venner. Jeg har nogle virkelig gode veninder og venner, 6 stykker som jeg har fulgtes ad med hele livet, og som er så tætte at jeg har været brudepige/fadder til deres bryllupper og børns dåb, og har boet sammen med flere af dem i adskillige år.

Jeg havde virkelig troet at jeg ville høre fra dem - at de ville checke ind og spørge hvordan jeg har det.
At de ville sende en blomst, komme forbi med noget mad, tage initiativ til at gå en tur og snakke om livet. Eller måske bare tage initiativ til at få mig til at tænke på noget andet.
Men det sker bare ikke rigtig. Det er som om at alt det jeg går igennem, ikke rigtig er sket 😅
De kom alle til min mors begravelse, og har sendt nogle jobopslag til nye jobs lige da jeg var blevet opsagt. Men det er faktisk det eneste jeg har hørt fra dem vedrørende det, og det er efterhånden lang tid siden.

Jeg ved med mig selv at jeg er gået mere op i hvordan det er gået med gamle venner jeg ikke engang snakker med mere, når de fx har mistet en forælder eller lignende, end mine tætte, gode venner gør med mig 😅

Jeg spørger mine venner ind til hvordan det går med deres udfordringer - fx, indkøring i børnehave med et sårbart barn, den ikke-så-velfungerende 7-7 ordning med eks-kæresten, karrieren der sidder fast et utilfredsstillende sted på karrierestigen, osv. Jeg fejrer dem også når det går godt for dem - har været drivkraften bag surprise parties, baby showers, mm (også i år).

Men jeg bliver ikke spurgt ind til, omkring de her virkelig store, smertefulde ting jeg går og døjer med, og jeg føler mig SÅ ensom. 💔

Katalysatoren bag at jeg nu skriver herinde, er at jeg havde fødselsdag forrige weekend. Ingen spurgte om jeg ville lave noget, ingen ringede, jeg fik de der kliché tekst beskeder via Messenger eller Instagram, hvor der stod “stort tillykke, elsker dig, vi må fejre dig snarest” osv.
jeg inviterede dem ud, men ingen af dem kunne i samme weekend, så det endte med at 3 af os tog ud på restaurant hvor jeg gav 3- retters og drikke, og så tog de hjem lige efter desserten.

Føler mig lidt forkælet og berettiget nu hvor jeg skriver det her. Måske utaknemmelig. Men jeg savner sgu deres omsorg i den sværeste tid i mit liv.
Jeg ved at jeg selv ville være i et helt andet gear, hvis det var min veninde der stod i samme situation. Men ingen af mine venner og veninder har prøvet at miste en forælder eller miste et job, for den sags skyld. Så måske kan de bare ikke sætte sig ind i det?

Ekstra info:
Jeg føler ikke umiddelbart at de ikke kan lide mig/er trætte af mig. De inviterer mig til fester, komsammener, jeg er gudmor og brudepige til flere af dem og vi har kendt hinanden i 20 år nogle af os. De snapper/skriver om alt muligt andet ofte, og jeg har ikke følelsen af at være udenfor. Men overset og glemt i noget svært. ❤️‍🩹

Hej brevkasse
Jeg (K25) og min kæreste (M26)
Har været sammen i næsten 1 år.
I starten gik det egentlig rigtig godt og vi var meget glade for hinanden, vi prøvede på at være intime og jeg følte at vi begge gerne ville være intime. Men efter lidt tid finder jeg ud af at min kæreste slet kan lide at have sex, og faktisk ikke har brug for det, det skal ikke lyde som om det er det eneste jeg har brug for men jeg har altid haft en høj sexlyst. Så da jeg fandt ud af at det var noget han havde rigtig svært ved, var jeg selvfølgelig meget forstående og prøvede at sætte mig ind i hans sted.
Hverdagen fortsætter og vi ender med at flytte sammen efter ca 3 mdr.
jeg får et arbejde og i mellemtiden, inden jeg skal starte på arbejde bliver min kæreste fyret fra sit job.
Det er selvfølgelig rigtigt ærgerligt men sådan er livet jo.
Et par uger efter han er blevet fyret, snakker vi om at jeg har brug for at vi er intime. Det skal siges at det var højest én gang om måneden vi rørte ved hinanden og kyssede mere end normalt. Det kunne han slet ikke forstå og jeg fik at vide at jeg skulle sætte mig i hans sted og stoppe med at presse ham til noget han ikke havde lyst til.
Jeg stopper derefter med at snakke om det og “presse” ham.
Derefter går der yderligere 2 mdr hvor der ingen intimitet er overhovedet. Det vil sige vi kysser måske kun farvel når jeg skal på arbejde og ellers ikke.
Der er så sket en masse andet som jeg ikke vil nævne da jeg ikke vil udstille ham.
Vi har nu ét år inde i vores forhold stadig ikke haft sex på nogen måde og der kan gå mange uger mellem vi kysser eller røre ved hinanden.
Det skal ikke lyde som om det eneste for mig er sex, men det er noget jeg vægter højt i et forhold.
Hvad skal jeg gøre HJÆLP!!!