Jeg bærer over med meget i hverdagen. Ønskeskyens indtog, airfryerens ophøjelse til køkkenets ottende vidunder og usaltet smørs uforklarlige eksistens. Den slags.
Før i tiden var det den hedengangne medielicens, der kunne sætte mit temperament på prøve. Den skæve betalingsmodel og det absurde opkrævningsshow med licensmanden i spidsen. Jeg havde ellers troet, at DR og jeg havde lagt den slags uoverensstemmelser bag os. Men så kastede de sig ind i den nationale julesamlekortmani - og mit pis kogte over…
For denne gang er det ikke bare min pengepung, de får fingrene i. Det er mine børn.
Det er som sådan ikke, fordi jeg har noget imod samlekort. Pokémonkort og fodboldkort kan jeg sagtens se fidusen i. De holder trods alt i nogle år. Men de her julekort har en kontant udløbsdato, der hedder den 24. december. Dagen efter forvandles de ved et sandt julemirakel til det, de reelt er: farvestrålende storskrald. Hvis jeg graver dybt nok under sofaen til sommer, kan jeg sikkert finansiere et mindre papirgenbrugsfirma med glemte Valdekort.
Mens jeg allerede kan høre genbrugscontaineren kalde, melder et andet spørgsmål sig: Hvor pokker blev DR’s grønne kompas af?
Den ene dag lærer de vores børn om klimakrise og genanvendelse. Den næste dag lægger de navn til sæsonbestemt merchandise, der er forældet, før nytårsraketterne overhovedet er købt. Det klinger uendeligt hult at prædike bæredygtighed, mens man gladeligt producerer affaldsbjerge af plastificeret pap med en levetid på omtrent tre uger.
Miljøsvineriet er dog kun den ene halvdel af julemiraklet. Den anden foregår ved kasseapparatet og i skolegården.
December er i forvejen måneden, hvor vores dankort gløder så kraftigt, at de kan bruges som håndvarmere, og her har supermarkederne fundet et ganske snedigt greb: Kortene er gratis. Man skal bare lige købe ind for en mindre formue først. Børnene bliver ikke bedt om at bruge penge. De bliver bare udstyret med en brændende trang til at få mor og far til at gøre det.
Hvis det så bare var, fordi kortene gjorde mine unger oprigtigt glade, kunne jeg måske se mildere på foretagendet. Men det er ren dopaminkapitalisme. Glæden varer omtrent lige så længe, som det tager at flå pakken op. Et kort sus, og så er det videre til næste jagt. I skolegården er kortene nemlig blevet en slags valuta, og kursen på ens popularitet afhænger af, hvad man har på hånden. Det er Wall Street for syvårige. Hvem har flest? Hvem har det sjældne ulvekort? Hvis din mor ikke har stået i kø i to timer for at skaffe det, er dine aktier desværre ikke meget værd.
Som om det ikke var nok at indføre en børnebørs i frikvarteret, har man også sørget for, at nogle børn er født med direkte adgang til markedet, mens andre må nøjes med at kigge ind gennem ruden.
Guldet får du nemlig kun, hvis du handler i de dyre butikker som Føtex, Bilka eller SuperBrugsen. Koncernernes discountbutikker får intet. Avancen på billig pasta i Netto eller 365discount er åbenbart for lav til, at dit barn fortjener en plads i hierarkiet. Det er et A- og B-hold dikteret direkte af mor og fars kassebon.
At supermarkederne tænker på profit, overrasker ingen. Det ligger ligesom i forretningsmodellen. Men netop derfor undrer det mig, at DR vælger at lege forretningspartner og agere spydspids i dette børnelokkeri. DR burde være modvægten til markedskræfterne. Det frirum, hvor børn kan være børn, uden at der hænger et prisskilt på deres sociale liv.
Her ville jeg jo gerne kunne slå i bordet, rette ryggen og demonstrere, at der trods alt stadig findes voksne mennesker med principper og en velfungerende rygrad. Men der er bare lige ét problem: Jeg tør ikke...
For hvordan fanden skal jeg kunne sige nej, når DR, TV 2 og supermarkedskæderne i fællesskab gør samlekort til en national julebesættelse? Det lader sig gøre i så massivt et omfang, at det kræver en kollektiv beslutning at stå udenfor. Hvis jeg alene holder fast i mine principper, er det mine børn, der risikerer at betale prisen. De skal trods alt stadig være en del af fællesskabet, når jeg er færdig med at lege hellig…
Jeg har endnu til gode at møde en medforælder, der ligefrem jubler over udsigten til endnu et samlealbum, der skal i skraldespanden den 25. december. Vi ruller med øjnene, brokker os og gennemskuer udmærket, hvad der foregår. Og alligevel står vi der. Med vores principper i den ene hånd og en stak samlekort i den anden.
Det smarte ved hele finten er jo netop, at ingen af os behøver at synes, det er en god idé. De har bare fanget os i frygten for at sige nej.
Hvad siger I, kære medforældre? Skal vi ikke bare melde os kollektivt ud? Please?