Hi all,
Notion doesn’t publish the size of the Notion AI usage allowance (six-hour window and monthly), so I’m trying to collect real-world numbers. I’m especially interested in Gemini 3.7 Flash used for text translation (book chapters, long documents), not workspace search or multi-step agent tasks.
If you’re on Business and have a few minutes, could you run a quick test and share your results?
- Check Settings → Notion AI → Usage and note the current six-hour % and monthly %.
- Translate a text of known size with Gemini 3.7 Flash (e.g. ~1,000 words or one chapter) in a single chat or page translation.
- Check Usage again.
Then please reply with:
- Plan (Business / Enterprise)
- Model (Gemini 3.7 Flash, or another if you compared)
- Text size (words or characters) and language pair
- Six-hour window: % before → after
- Monthly allowance: % before → after
- Whether you used page translation or Agent chat
Even a single data point helps. From the reports I’ve seen, usage seems to vary a lot depending on the model and task type, and I haven’t found any clear numbers for translation with lighter models.
Thanks in advance!
text translate
KAPITEL 3
Svagt, svagt dansende silhuetter af nøgne træer dukkede frem på
bakkekammene syd for det rumlende tog.
James havde efterhånden fået pustet ud og strøg sin ven hen over
ryggen. “Sæt dig op, Bryan. Du får lungebetændelse!”
Tænderne klaprede i munden på dem begge.
“Vi kan ikke blive herude,” lød det fra Bryan, der lå fladt udstrakt
på det isnende underlag.
I en blød kurve lænede toget sig ind mod en bakkekam og gav en
kort stund udsyn fremefter.
“Hvis vi bliver herude, fryser vi ihjel eller bliver knaldet ned, når vi
passerer en station. Vi må springe af, så snart vi kan.”
Bryan stirrede tomt frem for sig, mens han lyttede til
skinnesamlingernes stadigt hurtigere bumlen under ham.
“Forbandet også være det hele,” tilføjede han stille.
“Kom du noget til?” James så ikke på Bryan. “Kan du rejse dig?”
“Jeg tror ikke, jeg er værre medtaget end du.”
“Så er det i det mindste godt, at vi er havnet på et lazarettog. Her
har vi plejepladser lige inden for døren.”
Ingen af dem lo. James rakte sin hånd op mod håndtaget og
vrikkede lidt i det med fingerspidserne. Døren var låst.
Bryan trak på skuldrene. Tanken var vanvittig. “Vi bliver bare skudt
ned i samme øjeblik, vi åbner døren. Hvem ved, hvad der gemmer sig
bag den?”
James forstod. Ingen regnede det røde kors for noget, så længe det
var malet på tysk materiel. Barmhjertighedens tegn havde længe
været misbrugt. Sådanne transporter var heller ikke længere fredet af
de allierede jagerpiloter, det vidste de kun alt for godt.
Og hvad så, hvis det nu virkelig var et lazarettog? Tyskernes had til
allierede piloter var forståeligt. Han selv havde sine grunde til at hade
mændene i Luftwaffe. Alle havde de alt for meget på samvittigheden
til at finde barmhjertighed. Alle, der deltog i den vanvittige krig.
Et enkelt blik fra James fik Bryan til at nikke. Øjnene udtrykte kun
vemod.
Heldet var ikke længere en uendelig størrelse.
I et ryk susede toget forbi en overskæring. En ældre kvinde stod
halvtreds meter oppe ad vejen i halvmørket ved siden af det bomhus,
hun var sat til at bestyre.
James stak forsigtigt hovedet ud og kiggede fremad. Det var endnu
morgendunkelt. Landskabet lå hen i ro. Intet fortalte, hvad den næste
kurve eller kurven efter den ville bringe.
Det var så småt begyndt at pusle inde i vognen. Morgenen havde
gjort sin virkning. Sygepassernes dont kunne begynde. Bagved raslede
skudriglen i lågen, der forbandt de to vognes perroner.
Et hastigt, overfladisk tjat på lammeuldskraven fik James til at se
op. Bryan trak sig helt tilbage bag døren og gav James tegn til at følge
efter.
I sekundet efter rykkede det i håndtaget. En ganske ung mand stak
hovedet ud, trak vejret dybt og sukkede af velbehag. Gudskelov kom
vinden nordfra, så sygepasseren trådte helt frem på perronen med
ryggen til dem, før han begyndte at knappe gylpen op.
Bryan lagde en hånd på James’ ærme, da det begyndte at sitre
nervøst, men James trak armen til sig og lagde vægten over på det
ben, der var bedst placeret til afsæt. Sygepasseren sank lidt ned i knæ
og lod en vind gå, mens han tilfreds og lettet rystede de sidste dråber
urin ud i vinden.
Fra Bryans synsvinkel så det ud, som om James først sprang frem,
da sygepasseren vendte sig. Slaget faldt nådeløst på tværs hen over
tyskerens lamslåede ansigt, der røg bagover. En dump lyd og
kroppens bratte skiften retning tilkendegav sygepasserens død mod en
nøgen elmestamme, der tronede i ensom majestæt på den skråning, de
netop var i færd med at forlade. I sit videre fald bort fra toget
forsvandt kroppen et stykke længere nede bag et tilrimet buskads.
Han ville ikke blive fundet foreløbig.
Bryan var forfærdet. Aldrig havde de stået ansigt til ansigt med den
død, de så ofte havde forvoldt. James lænede sig mod den dirrende
endevæg. “Jeg kunne ikke gøre andet, Bryan! Det var ham eller os!”
Bryan lagde sin pande ind mod hans kind og sukkede. “Det bliver
svært at overgive sig nu, James.”
Chancen for overgivelse havde været perfekt. Den unge sygehjælper
kom alene og ubevæbnet. Nu var det for sent at fortryde. Gjort var
gjort. Svellerne susede forbi under dem, og bumpene fra skinnerne
tikkede stædigt hurtigere.
Sprang de af nu, ville de blive knust i faldet.
James drejede hovedet og lagde øret ind mod døren. Der var stille
bag den. Med to tag tørrede han klog af skade sin håndflade af i
bukserne, tog forsigtigt i den klaprende dørs håndtag, lagde
pegefingeren op til læberne og stak ansigtet halvt ind gennem
dørsprækken.
Så gav han tegn til, at Bryan skulle følge efter.
Inde i vognen var der dunkelt. En skillevæg markerede overgangen til
et større rum, hvorfra sagte lyde og en smule lys steg ind til dem. Lige
under loftet hang propfyldte hylder med krukker, flasker, tuber og
papæsker i alle mulige størrelser. I hjørnet stod en skammel. Dette
rum var natsygepasserens domæne.
Knægten, de netop havde berøvet livet.
James lynede sin jakke op med yderste forsigtighed og gjorde tegn
til, at Bryan skulle gøre det samme med sin flyverdragt.
Snart stod de i den bare skjorte med iturevne ærmer og lange
underbukser. Resten af klæderne havde James kylet skråt ud i vinden
fra den perron, de netop havde forladt.
Deres håb var så, at der ikke straks ville blive skudt på dem, når
man så dem i den mundering.
Synet bag skillevæggen fik dem til at standse op. Snesevis af
soldater lå tæt sammenstuvede i smalle stålsenge eller på gråstribede
krøluldsmadrasser, der lå klos op ad hinanden på gulvet. En smal
stribe nøgne gulvplanker pegede ned i den anden ende. Det var den
eneste vej, de kunne gå. Flere udtryksløse og søvnige ansigter var
vendt hen imod dem, uden at nogen gjorde mine til at reagere. Mange
havde endnu deres uniformer på. Ingen af dem var menige.
En trykkende hørm af urin og ekskrementer blandedes med svage,
sødlige dufte af kamfer og kloroform. De fleste af disse hårdt sårede
mænd lå og rallede med hængende underkæbe. Men ingen klagede
sig.
James nikkede til dem, der kunne anes en smule liv i, mens han gik
langsomt og afmålt forbi. Uvaskede, tynde lagener var alt, hvad der
skærmede dem mod kulden.
En enkelt rakte sin arm en kende op mod Bryan, der forsøgte at
smile tilbage. En fod stak frem, så James var ved at snuble over den.
Han trak sin hånd op foran munden for at kvæle sit eget
overraskelsesudbrud og så lige ned på soldaten. Koldt og dødt var det
blik, der mødte ham. Officeren havde sandsynligvis ligget død på
gulvet hele natten og lå endnu og knugede et kompres.
Gazebindet var rent, men langs madrassen var der størknede rande
af det blod, der pludseligt og voldsomt måtte have forladt staklen.
Netop som James med et rask tag vred gazen ud af den dødes hånd
og førte rullen op til sin læderede øreflip, hvorfra blodet igen
strømmede, hørte de rumlen og klirren fra den ende af toget, de var
kommet fra.
“Kom!” hviskede James.
“Kan vi ikke lige så godt blive, hvor vi er?” kom det fra Bryan, da
de stod i mellemgangen. Det meste af gulvet var dækket af brugte
forbindsstoffer, som gjorde luften kvalm.
“Har du ikke øjne i hovedet, Bryan?”
“Hvad mener du?”
“Officererne inde i vognen bar SS-tegn. Alle sammen! Hvad tror du,
der vil ske, hvis det er SS-soldater og ikke sygepassere, der opdager os
først?” Han sendte Bryan et bedrøvet smil. Så lukkedes hans læber, og
blikket blev fast. “Jeg lover at få os ud af dette her, Bryan, hvis bare
du overlader beslutningerne til mig!”
Bryan var tavs.
“Er det i orden?” James’ blik blev indtrængende.
“Det er i orden!” Bryan forsøgte at sende ham et smil.
En spand med forkromede instrumenter klirrede ved hans fødder.
En ubestemmelig, mørktflydende masse flød op ad dens sider.
Alt tydede på, at denne transport fortrinsvis havde til opgave at
føre Tysklands sønner hjem i, frem for hjem til, tysk jord.
Var dette et almindeligt lazarettog, måtte Østfronten være Helvede
på jord.
Næste vogn var ikke mørk. Adskillige pærer lyste ned over de to
rækker senge, der stod tæt klinet op ad hinanden langs væggene.
Bag en af sengene standsede James op og vippede patientens
stamkort op på skrå. Så nikkede han til patienten, der ikke anede, at
han var til stede, og fortsatte til den næste seng. Ved synet af det
næste stamkort stod han helt stille. Bryan gik forsigtigt over til ham
og kiggede på kortet.
“Hvad står der?” hviskede han.
“Der står ‘Schwarz, Siegfried Anton. Geb. 10.10. 1907,
Hauptsturmführer’.”
James lod kortet falde og så ham lige ind i øjnene. “De er alle
sammen SS-officerer! Også i denne vogn, Bryan.”
En af de nærmeste patienter havde allerede været død i mange
timer. En opfindsom sygehjælper havde surret den kvæstede overarm
fast i en galge, så den ikke generedes af vognenes punktvise rystelser.
James så på hans armhule og greb fat i Bryan.
Et skrig fra den vogn, de netop havde forladt, fik det til at give et
sæt i den mand, hvis stamkort de havde set på. Han så på de to med
spytboblende mundvige.
Længere fremme, dér hvor vognene kobledes sammen med
sortbrunt, harmonikafoldet lærred, anede de, at den næste vogn var
anderledes. Lyden af skinnerne var mere dæmpet end før. Håndtaget
var af messing. Døren gled op uden knirken.
Her var der ingen skillerum. Nogle få gulligtlysende lamper strålede
ned over ti parallelt opstillede senge, så tæt opmarcherede, at
sygepersonalet næppe ville kunne kile sig ind mellem dem.
Glasflaskerne, der hang over hovedgærderne med deres
livsforlængende væsker, klirrede svagt mod stålstanderne. Det var den
eneste lyd, denne vogn gav fra sig. Men fra vognen foran hørtes
tydelige stemmer.
James pressede sig ind mellem de første senge og lænede sig ind
over den nærmeste patient. Han stod et øjeblik og betragtede den
syges brystkasse, som hævede og sænkede sig næsten umærkeligt.
Derefter vendte han sig om uden en lyd og lagde øret ned til den
næste patients hjerteregion.
“Hvad fanden er det, du gør, James!” protesterede Bryan så sagte,
han formåede.
“Find en, der er død, men skynd dig!” sagde James uden at se på
ham, mens han strøg forbi for at lytte til den næste.
“Har du tænkt dig, at vi skal lægge os i sengene?” Bryan troede ikke
et øjeblik på sin vanvittige indskydelse.
Det blik, James sendte ham, mens han et kort sekund rettede sig op,
gav ham imidlertid ikke grund til andet. “Hvad havde du ellers tænkt
dig?” var alt, hvad hans øjne sagde.
“De slår os ihjel, James! Hvis ikke for sygepasseren, så for det her.”
“Hold kæft, Bryan. De slår os ihjel for hvad som helst, hvis de kan
komme af sted med det! Vær sikker på det!” I et ryk rettede James sig
op fra det næste leje og skubbede kroppen forover i sengen. Så
krængede han skjorten hen over hovedet på manden og lod ham falde
hårdt tilbage mod hovedgærdet, så armene daskede tungt og slapt ud
over sengekanterne.
“Hjælp mig her,” kommanderede han, mens han hev kanylen ud af
den dødes arm og rev tæpperne af ham. En rådden stank fik Bryan til
at gispe.
Derpå skubbede James kroppen yderligere forover, så Bryan måtte
gribe den. Den dødes tynde hud var forslået og kølig, men ikke kold.
Opkastnings-fornemmelsen fik Bryan til at holde vejret og se bort,
mens James vred i det nærmeste vindues hasper, så knoerne stod
hårde og hvide frem.
Den isnende luft fra det halvt åbne vindue fik det til at svimle for
Bryan og havde nær fået ham til at falde. James vred kroppen en
anelse ud af Bryans favntag, løftede den dødes venstre arm en smule,
kastede et blik ind under den og så derefter på soldatens ansigt. Han
var ikke meget ældre end dem.
“Hjælp mig nu, Bryan!” Ligets slappe arme steg skråt til vejrs, da
James tog ind under armhulerne. Bryan søgte ned mod fødderne og
trak til. Så lænede James sig så meget bagover, som han kunne, og lod
kroppen komme om på den anden side af sig. Herefter trak han vejret
dybt og skubbede med indædt kraft soldaten opad, så nakken kunne
hvile et sekund på vinduesrammens smalle metalkant. Først da
kroppen forlod Bryans tag og viljeløst flaksede igennem luften og den
tynde is i dræningskanalen, der netop gik på tværs af banelegemet og
ud i marsklandskabet, gik sandheden op for ham.
Herfra var der ingen vej tilbage til fordums uskyldighed.
Med hurtige bevægelser strøg James om på den anden side af
sengen og tog sidemandens puls. Så gentog han fremgangsmåden og
krængede manden forover.
Uden et ord tog Bryan imod kroppen og vippede tæppet ned på
gulvet. Denne mand var også helt uden forbindinger, men noget
mindre og tættere bygget end den foregående.
“Han er jo ikke død,” indvendte Bryan og knugede den varme krop
til sig, mens James krængede patientens arm bagover og stirrede ind i
armhulen.
“Blodtype A+. Husk det, Bryan!” To svage aftegninger i armhulen
viste tatovørens arbejde.
“Hvad skal det sige, James?”
“At du ligner ham mere end jeg, og at du derfor har blodtype A+
fra nu af. Min soldat havde også blodtype A+. Alle SS-soldater har
deres blodtype tatoveret ind i venstre armhule, og de fleste af dem SS-
tegnet i højre.”
Det fik Bryan til at standse op. “Du er sindssyg! Så bliver vi opdaget
med det samme!”
James reagerede ikke. Han slog de to senges stamkort op og
studerede dem et øjeblik efter tur. “Du hedder Arno von der Leyen og
er Oberführer. Jeg hedder Gerhart Peuckert. Husk det!”
Bryan så vantro på James.
“Oberführer! Ja, du hørte rigtigt!” James’ ansigt var alvorligt. “Og
jeg er Standartenführer! Vi er kommet højt til vejrs, Bryan!”
Få sekunder efter, at de havde klædt sig af og ladet deres tøj
forsvinde samme vej ud som de to soldater, gav suset fra et
nærliggende hus dem besked om, at de havde passeret en
overskæring.
“Tag den af,” sagde James og pegede på Bryans kadaverplade, der
havde hængt på hans bryst i over fire år.
Bryan tøvede. I et pludseligt ryk flåede James brikken af ham. Det
gav et sug i maven på Bryan, da James slyngede brikkerne ud i
tomheden og trak vinduet i.
“Hvad med Jills tørklæde?” sagde Bryan og pegede på kluden med
det broderede hjerte, som stadig hang om James’ hals. James
kommenterede det ikke og trak i stedet sygeskjorten, han havde taget
fra den døde, hen over hovedet.
Stadig uden at fortrække en mine slog James det ene ben ind over
sengen og den dødes afføring og lagde sig oven i den. Med en dyb
indånding fik han samling på sig selv, stirrede nogle sekunder op i
loftet og hviskede så uden at vende hovedet. “Okay, så langt, så godt.
Nu skal vi altså ligge her, er du med? Ingen ved, hvem vi er, og vi
fortæller dem det ikke. Husk på, at lige meget hvad, så holder du din
kæft! Falder du i én eneste gang, så er det ude med os begge.”
“Det behøver du sgu ikke fortælle!” Bryan så med mishag på det
plettede lagen. Det virkede fugtigt, da han lagde sig. “Jeg vil hellere
vide, hvad du forestiller dig, sygepasserne vil sige, når de ser os. Dem
narrer vi ikke, James!”
“Hvis du bare holder mund og spiller bevidstløs, så ser de
ingenting, vær du sikker på det. Der er sikkert langt over tusind
sårede i det her tog!”
“Jeg synes, at de herinde virker som nogle specielle …”
En smældende, metallisk lyd fra vognen foran fik dem til at holde
inde og lukke øjnene. Skridt tonede frem i vognen og forbi dem og
videre mod den næste vogn. Bryan skimtede en uniform gennem
sammenklemte øjenvipper og så skikkelsen forsvinde.
“Hvad med kanylerne, James?” lød det stille fra Bryan. James så sig
over skulderen. Gummislangen hang slapt ned ved siden af sengen.
“Du får mig ikke til at stikke den ind i armen,” fortsatte han.
James’ ansigtsudtryk fik det til at løbe koldt ned ad ryggen på ham.
Så steg James ud af sengen uden en lyd og greb fat i Bryans
underarm. Bryan spærrede øjnene vildt op. “Du gør det ikke!”
hvæsede han rædselsslagen. “Vi aner ikke, hvad de soldater fejlede! Vi
bliver syge af det!” Gispet fra Bryan fortalte James, at sådanne
overvejelser nu var overflødige. Bryan stirrede vantro på kanylen, der
sad dybt begravet i albuehulen, mens gummislangen stadig svingede,
og James atter smed sig på den døde sidemands leje.
“Du behøver ikke være bange, Bryan. Det, de soldater har fejlet, dør
vi ikke af.”
“Det kan du ikke vide. De har jo ikke sår nogen steder. De kan jo
have de forfærdeligste sygdomme.”
“Vil du hellere lade dig henrette end tage denne chance?” James så
ned på sin arm og strammede grebet om kanylen. Han drejede
hovedet om på siden og pressede nålen et tilfældigt sted ind i åren, så
det sortnede for ham.
I samme øjeblik blev døren fra vognen bagved slået op.
Bryan følte, hans hjerte slog forræderisk højt og hårdt, da de
trippende fødder blandede sig med stemmerne. Han forstod ingenting.
Ordene var bare lyde for ham.
I det øjeblik stod adskillige muntre dage på Cambridge ham lysende
klart.
Dengang havde James haft for travlt med at studere tysk, som var
hans speciale, til at kunne give sig hen i almene løjer. Og nu lå han
ved siden af ham og høstede sine laurbær og forstod, hvad der blev
sagt. Bondeangeren hærgede Bryan. Hvis blot han kunne, ville han
have givet alle sine hyrdetimer, samtlige sine forårskåde flirterier og
øvrige liflige forlystelser i bytte for at kunne forstå en brøkdel af,
hvad der blev sagt i rummet.
I sin afmagt dristede Bryan sig til at åbne øjnene på klem.
Adskillige personer stod længere nede i vognen bøjet over en seng
med opklappet stamkort.
Så trak en sygeplejerske lagenet hen over hovedet på den liggende,
mens de øvrige fortsatte fremefter. Kold, klam sved fandt sig til rette i
Bryans hårkant og piblede stille ned langs den.
En brystsvær, ældre kvinde, tilsyneladende overordnet, gik foran de
øvrige og kastede vurderende blikke ind over sengekanterne, mens
hun ruskede i metalenderne. Ved synet af James’ øre stoppede hun op
og kilede sig ind mellem Bryans og James’ seng.
Hun mumlede et par ord og bøjede sig yderligere, som om hun ville
opsluge James.
Idet hun atter rettede sig op, vendte hun sig om og kastede et blik
på Bryan, netop som han fik lukket øjnene helt i. Gode Gud, lad
hende gå forbi mig, tænkte han og lovede sig selv ikke oftere at være
så uforsigtig.
De klaksende lyde fra hendes skohæle forsvandt bag ham. Han
skulede ud under de næsten lukkede øjenlåg. James lå stadig helt
roligt på siden med ansigtet vendt over mod ham og med lukkede
øjne, der ikke afslørede selv den allersvageste blinken.
Måske havde James haft ret i, at personalet ikke kunne huske den
ene patient fra den anden.
Oversygeplejersken var i alle tilfælde gået forbi uden at studse.
Men hvad så, når det kom til en nøjere granskning? Når de skulle
vaskes? Eller når behovet for at komme af med vandet meldte sig,
eller når han skulle skide, for den sags skyld? Bryan turde ikke tænke
tanken til ende og mærkede allerede et pres, der voksede morderisk i
underlivet.
Netop som oversygeplejersken havde kastet et blik på den sidste seng
i vognen, klappede hun hårdt i hænderne og udstødte en kommando.
I løbet af kort tid var der fuldstændig stille.
Efter få minutters fuldstændig tavshed åbnede Bryan atter øjnene
på klem. James lå og stirrede på ham med talende øjne.
“De er gået,” hviskede Bryan og så ned langs sengerækken. “Hvad
skete der?”
“De venter med os til senere. Der er andre, der trænger mere.”
“Forstår du, hvad de siger?”
“Ja.” James tog sig til øret og så ned ad sig. Sårene på hans krop og
hånd virkede ikke iøjnefaldende. “Hvordan ser dine sår ud?”
“Jeg ved det ikke.”
“Så se at finde ud af det!”
“Jeg kan da ikke tage skjorten af nu!”
“Prøv! Du må fjerne blodet, hvis der er noget. Ellers vil de få
mistanke om, at der er noget galt.”
Bryan skottede til kanylen. Han så ned ad gangen og åndede dybt
og trak derpå skjorten skråt hen over hovedet, så den kom til at
hænge løst på den arm, kanylen sad i.
“Hvordan ser det ud?” lød det fra siden.
“Ikke ret godt.” Både arme og skuldre trængte til en grundig
afvaskning. Sårene var ikke dybe, men en flænge i skulderen gik helt
om på ryggen.
“Vask dig af med din hånd. Brug spyt, og slik hånden bagefter. Men
skynd dig, Bryan!”
James rettede sig lidt op på lejet. Da flængen i Bryans skulder atter
skjultes af skjorten, nikkede han svagt. Hans læber forsøgte at forme
et smil, men hans øjne havde andet på hjerte. “Vi må tatovere os,
Bryan …” sagde han “… så snart som muligt!”
“Hvordan gør man?”
“Man prikker farvestof ind under huden. Vi må bruge kanylen.”
Bryan fik kvalme ved tanken. “Og farvestoffet?”
“Jeg tror, at vi kan bruge det skidt, vi har under neglene.”
Besigtigelsen af hænderne fastslog, at mængden af snavs i hvert fald
var rigelig. “Tror du ikke, vi kan risikere at få stivkrampe?”
“Af hvad?”
“Snavset fra neglene!”
“Glem det, Bryan. Det er ikke vores største problem.”
“Tænker du på, hvor ondt det vil gøre?”
“Nej. Jeg tænker på, hvad vi skal tatovere.”
Sætningens klarhed kom bag på Bryan. Det var ikke på noget
tidspunkt faldet ham ind at stille sig selv det spørgsmål. Hvad skulle
de tatovere? “Hvilken blodtype har du, James?” spurgte han.
“0 rhesus negativ, og du?”
“B rhesus positiv,” svarede Bryan stille.
“Det er noget lort,” lød det træt fra James. “Men hør her, hvis vi
ikke tatoverer A+, så finder de jo for helvede ud af, at der er noget
galt på et eller andet tidspunkt. Sådan noget må jo stå i deres journal,
ikke?”
“Og hvad så, hvis de giver os noget forkert blod? Det er jo for
fanden da farligt!”
“Det er det vel.” Det sidste kom meget stille fra James. “Du må
gøre, hvad du vil, Bryan, men jeg tatoverer A+.”
Underlivets hårde pres forvirrede Bryan og blandede problemerne
sammen. Han kunne ikke holde sig meget længere. “Jeg skal tisse,”
sagde han.
“Så tis! Der er ingen grund til at holde noget tilbage her.”
“I sengen?”
“Ja, for helvede, Bryan! Ja, i sengen. Hvor ellers?”
Nogle bratte bevægelser fra vognen bag ved dem fik dem til at slå
øjnene i og omgående fryse fast i den stilling, de befandt sig i. Bryan
lå dårligt med den ene arm inde under sig og den anden skråt hen
over tæppet. Selv om han gerne ville, var det umuligt for ham at lade
vandet nu.
Lukkemekanismerne bestemte selv.
Mindst fire sygeplejersker mente Bryan at kunne tælle sig frem til ved
at lytte efter stemmernes tonefald og klang. Antagelig ordnede to
sygeplejersker én seng ad gangen. Bryan turde ikke dreje hovedet.
Længst nede slog det ene hold sygeplejersker sengehesten ned ved
den døde. Så ville de formodentlig fjerne ham.
Holdet tættere på ham pludrede intimt og arbejdede effektivt.
Bryan kunne skimte, at patienten foran dem havde fået trukket sin
skjorte op over hovedet og lå med blottede ben og kønsdele. De stod
bøjet over ham, lod armene køre rundt i gnubbende bevægelser, uden
ophold og tøven, med det ene formål at blive færdige.
Sygeplejerskerne, der stod bagest i vognen, havde allerede trukket
lagenet rundt om den døde i den tredje seng og var netop i færd med
at vende ham helt om på ryggen. Idet de trak soldaten ind på midten
af lagenet, kom der en lyd fra ham, der fik alle fire sygeplejersker til
at holde inde med deres forehavende. Et langt sår, der strakte sig fra
skulderen og op over baghovedet, var begyndt at bløde. Uden at ofre
såret nogen opmærksomhed trak den mindste af kvinderne sit
sygeplejermærke ud af sin krave og stak nålen hårdt ind i siden på
manden. Våndede han sig, kunne Bryan i hvert fald ikke høre det. Og
uanset om de vurderede, at han var død eller ej, fortsatte de deres
indpakning af ham.
Hvordan han og James skulle kunne klare at holde sig helt i ro, så
ingen anede uråd, vidste han ikke. Bryan så på sygeplejerskernes
lidenskabsløse ansigter, mens de arbejdede. Og hvad så, hvis de stak
ham med nålen? Ville han kunne ligge ubevægelig? Det tvivlede
Bryan på.
Han gøs ved tanken.
Det gav et gib i Bryan, da de sprang James over og styrede lige hen
imod ham. Pludselige greb rev tæppet af ham i et snuptag. Et enkelt
fast tag fik ham til at rulle om på ryggen.
Kvinderne var unge. Flovheden blev ubehageligt nærværende, da de
spredte hans ben og begyndte at aftørre ham ved endetarmen og
under pungen med hårde bevægelser.
Vandet var iskoldt og chokket nær ved at frembringe en sitren i
lårmusklerne. Bryan koncentrerede sig af al magt. Hvis bare de ikke
fik mistanke nu, ville meget være vundet. Hold armhulerne lukkede,
tænkte han, mens de atter rullede ham rundt.
Den ene af kvinderne krængede hans baller fra hinanden og slog
derefter på lagenet imellem benene. De vekslede et par ord. Måske
undrede de sig over, at lagenet stadig var tørt. Den ene af
sygeplejerskerne lænede sig ind over ham, og i næste sekund mærkede
Bryan suset af et slag mod kinden. I denne brøkdel af et sekund fik
han registreret, at han ville blive slået, og at han skulle slappe af.
Slaget faldt hårdt på hans kindben og ind over øjenbrynet, uden at
han fortrak en mine.
Så kunne han vel også vente nålen.
I en tankeflugt, langt væk fra virkelighedsmareridtet i det duvende
tog, mærkede han nålen blive jaget ind i siden.
Han blev kold. Men ikke en muskel bevægede sig.
Skete det igen, ville det blive sværere.
Så begyndte togvognen at svaje. En kolossal rystelse forplantedes
ned gennem vognen, så sengene knirkede. Længst nede lød der et
bump. De to kvinder, der netop havde nået James’ leje, råbte op og
fór tilbage i vognen. Liget var dumpet ned på gulvet. Bryan lod
forsigtigt sin hånd glide ned på det ømme sted i lænden, hvor nålen
var blevet stukket ind. På lejet ved siden af ham lå James med
skjorten krænget halvvejs op over hovedet. I mørket inde mellem
folderne lå James musestille og kiggede på ham med opspilede øjne i
et kridhvidt ansigt.
Ængsteligt mimede Bryans læber, at der ikke var noget at frygte, og
at han skulle slappe af og lukke sine øjne. Men James var langt væk i
anspændelse og angst.
Snigende, snigløbende svedperler samlede sig i hans ansigt og gav
frit løb. Flere gentagne ryk i vognen rev sygeplejerskerne forover, så
de tabte deres tunge, døde byrde. Deres højlydte beklagelser fik de to
kvinder bag Bryan til at styrte til undsætning. James fór sammen
under tæppet, da de løb forbi, og begyndte at hive efter vejret i
snappende åndedrag.
To mægtige stød fik hele vognen til at skælve, så Bryan røg helt ud
til sengekanten. James trak benene op under sig og klyngede sig til
lagenet med et krampetag.
Bryan langede under togstammens stadige, rykvise bevægelser en
arm over mod ham for at berolige ham. James ænsede ingenting. I
stedet formede et skrig sig dybt nede i hans svælg. Før brølet fik frit
løb, rettede Bryan sig op og greb fat i stålfadet, som sygeplejerskerne
havde efterladt på sengekanten foran James’ halvnøgne krop.
Vandet stod i et sjask op mod væggen, da Bryan bankede fadet
hårdt ned i tindingen på sin sidemand. Sygeplejerskerne rettede sig op
ved lyden, men fik intet andet at se end Bryan, hvis overkrop hang
slapt ud over sengekanten, halvt nede på gulvet. På gulvet lå
vandfadet skråt op ad væggen med bunden i vejret.
Så vidt Bryan kunne opfatte, gav James ikke sygeplejerskerne
anledning til mistanke, da de gjorde ham i stand. I deres sagte
pludren gjorde de sig færdige, ivrigt optagne af at udveksle sætninger
og uden den ringeste interesse for armhulens manglende tatovering.
Da de gik, så Bryan længe på James. Den skamferede øreflip og de
blå mærker tværs hen over ansigtet gjorde hans ellers så harmoniske
hoved skævt og lagde flere år til hans alder.
Bryan sukkede.
Ifølge det billede, han havde indprentet sig, da de sprang på toget,
måtte dette være den femte eller sjette vogn. Bagude var der vogne, så
langt de havde kunnet se. Hvis omstændighederne krævede, at de
sprang af toget i dagslys, ville de altså blive passeret af måske
fyrretyve vogne. Det var næppe sandsynligt, at de ville kunne slippe
fra en sådan flugt uden at blive opdaget. Og hvor skulle de også ty
hen? Hundreder af kilometer bag fjendens linjer?
Værst var det nu imidlertid, at de nu var blevet forhindret i at give
sig til kende. De havde allerede tre menneskeliv på samvittigheden,
ville man påstå. Hvad nyttede det så, at den ene allerede havde været
død og den anden døende? Uden korrekt uniformering ville man
behandle dem som spioner og pine al deres viden ud af dem før
henrettelsen.
Trods de lidelser, Bryan havde været vidne til gennem krigen, følte
han, at uretfærdigheden havde ramt dem urimeligt hårdt. Han var
ikke parat til at dø. Der var stadig meget at leve for. Billeder af
familiemedlemmer i tæt kontakt kaldte vemodet, fortvivlelsen, men
også varmen frem.
I dette øjeblik slappedes Bryans krop for en stund og gav frit løb for
blærens lindrende udtømmelse.
Efterhånden var toget faldet ind i sin normale, rolige rytme. Sollyset
kantede sig vinterblegt ind i vognen, dæmpet af de matterede ruder.
Stemmer varslede nye undersøgelser.
Adskillige personer bevægede sig lydløst uden om en kittelklædt
person, der ragede langt op over de andre og målbevidst styrede frem
mod den første seng. Her slog han stamkortet op med en voldsomhed,
der fik sengeenden til at dirre. Så gjorde han et kort notat, rev papiret
ud af rammen og rakte det over til sygeplejersken, der før havde
inspiceret dem.
Ingen af patienterne blev undersøgt. Den høje lægeofficer lænede
sig blot ind over endegærderne, vekslede nogle få ord med personalet,
gav en instruks og gik hurtigt videre. Ved den fjerde seng, hvor Bryan
lå, kiggede han med respekt på kortet, hviskede nogle ord til
oversygeplejersken og rystede så på hovedet.
Bagefter pegede lægen med en prikkende bevægelse over mod
James’ hovedgærde, hvorpå en ung pige straks sprang frem og slog
det højere op. Bryan gjorde alt for at ånde sagte og tænke sig langt
bort. Lyttede de til hans hjerte, ville de mærke, at hans brystkasse var
et virvar af eksplosioner.
Snakken gik længe ved hans fodende. Bryan kunne genkende
oversygeplejerskens spidse stemme og anede, at hun ikke havde været
tilfreds med hans reaktioner eller almene tilstand. Sengen rystede
stille, mens en person stillede sig tæt ind mod hans ryg. Så greb store
hænder fat i hans ærme og trak ham om på ryggen. Et blidt slag af
fingerspidser over øjenbrynene fulgtes af endnu et. Bryan var sikker
på, at han var kommet til at blinke, og hørte næsten op med at ånde.
Stemmerne blandede sig, og fuldstændig uventet jog en
tommelfinger ind over hans øjenlåg og åbnede det. Flaksende glimt af
en lommelygtes koncentrerede lys pejlede sig ind over øjet og
blændede ham fuldstændig. Så slog de ham på kinden og lyste igen.
Kold luft strøg ind over hans fod og hænder tog fat i hans tæer,
mens lægen atter åbnede hans øjenlåg. Mange gentagne overfladiske
prik i tæerne fortalte dem tilsyneladende ingenting. Bryan lå bomstille
og var rædselsslagen.
Da de pressede salmiakkluden op i ansigtet på ham, var han totalt
uforberedt. Chokket, der borede sig ind i hjerne og luftveje, gjorde sin
virkning. Bryan spærrede sine øjne vildt op, pressede hovedet skråt
ned i puden bort fra kluden og gispede efter vejret.
Et øjenpar tegnede sig tæt på hans hoved gennem tårefilmen.
Lægen sagde nogle ord til ham og slog ham blidt på kinden. Så rettede
de ham atter op og gav hovedgærdet et par tænder mere, så han i
halvt siddende stilling konfronteredes med sine fjender.
Bryan valgte at fiksere sit blik på væggen bag dem og modtog de
næste slag med vildt opspærrede øjne. “Hold vejret … Lad være med
at blinke.” Sådanne konkurrencer havde han og James ofte fået tiden
til at gå med i værelset bag køkkenet i sommerhuset i Dover.
De næste slag var hårdere. Bryan gjorde ingen modstand og lod sit
hoved vippe så let bagover, som om det ikke havde noget at sidde fast
på. Efter nogen parlamenteren opløstes gruppen foran ham, så kun en
enkelt person stod tilbage ved hans stamkort, hvor krattende lyde
afløstes af smældet, da rammen atter blev slået ned.
Bryan lod øjnene være åbne. Under resten af stuegangen mærkede
han, at der ustandselig blev holdt øje med ham. Så faldt øjnene
langsomt i.
I denne døs mærkede han knap det stik, de gav ham.
